Pressemeddelelse d. 2. oktober 2024
Forberedelserne til VM i maraton, som afholdes den 15. december i Taipei, Taiwan, er i fuld gang. Tre danske løbere er allerede forhåndsudtaget til mesterskabet, og deres træningsindsats har resulteret i personlige rekorder i efteråret.
Forhåndsudtagelsen har givet løberne ekstra tid til at optimere både deres træning og konkurrenceforberedelser samt skaffe nødvendige sponsorer til at finansiere deres deltagelse ved mesterskabet.
Henrik Hørlyck fra Døvania blev udtaget på baggrund af sin stærke præstation ved EM i maraton sidste år. Efter en skadesperiode i vinter har han gennemført et stabilt træningsforløb, der kulminerede i en personlig rekord på 2:53:08 ved HCA Maraton den 29. september.
Jason J. Rasmussen, også fra Døvania, har på blot et halvt år formået at løbe et maraton på 3:08:00. Hans udvikling har været markant, og han sigter nu mod at bryde sub3-grænsen (under 3 timer). Ved CPH Half Marathon den 15. september satte han en ny personlig rekord med tiden 1:25:14, hvilket understøtter hans ambitioner.
Mathias Trock, der repræsenterer DDI, har gennemgået en tilsvarende udvikling. Med blot fire måneders træning løb han 3:07:02 i år. Ved Chisinau Half Marathon den 29. september i Moldova satte han en ny personlig rekord på 1:23:45 og er ligeledes godt på vej mod sub3.
Landstræner Lars Ryberg Vikkelsø fremhæver også Martin Lang fra DAN, der med en tid på 2:51:52 ved HCA Marathon d. 29. september forbedrede sin personlige rekord med hele 22 minutter. Hans præstation er den bedste danske tid siden 1996 og bringer ham tættere på en plads til Deaflympics 2025 i Tokyo.
Martin Lang er ikke i betragtning til VM, da han ikke klarede kvalifikationstiden inden udtagelsen af løberne, men landstræneren har et øje på ham. “Der er ingen tvivl om, at Martin Lang har meldt sig ind i kampen om billetterne til Deaflympics 2025 i Tokyo,” udtaler Lars Ryberg Vikkelsø.
Om de danske løberes udvikling tilføjer Vikkelsø: “Alle løberne er i rivende udvikling – både i deres træning og evne til at præstere, når det gælder. Det bliver spændende at følge deres forberedelse frem mod VM d. 15. december, som bliver en anderledes størrelse ammenlignet med sidste års EM på hjemmebane, som var velkendt. I Taiwan er alle løberne på ukendt terræn.”
Med flere stærke præstationer i bagagen bliver det spændende at følge løbernes rejse mod VM i maraton d. 15. december i Taipei, Taiwan.
Ved spørgsmål kan man kontakte:
Landstræner Lars Ryberg Vikkelsø: ryb@deafsport.dk
Eliteidrætskonsulent Eetu Keski-Levijoki: ekl@deafsport.dk