I dag var vores danske kvindelige bowlingspillere, Mai Wachsmuth og Sabine Kathrine Brink, i aktion i damernes trio ved Deaflympics 2021 i Malaysia. Her skulle de forsøge at skaffe så mange point som muligt, så de forhåbentligt kvalificerer sig videre til Masters blandt turneringens 24 bedste kvindelige deltagere.
Med et gennemsnit på 152,00 i dagens disciplin, er Mai rykket en plads op, på 25.-pladsen, og er dermed lige på grænsen til top 24.
Sabine fik i dag et gennemsnit på 141,50, hvilket betyder, at hun er rykket to pladser ned, til en 29.-plads. Samtidig så det ud til, at Sabine uheldigvis fik sig en forstrækning i baglåret i sidste serie. Vi håber på det bedste.
Meget kan stadig nå at ske endnu, da de sidste seks serier venter i 5-mandshold, inden turneringen går videre til Masters – men det begynder at spidse til!
Turneringens 5-mandsdisciplin spilles på lørdag den 29. oktober, med start kl. 03:00 dansk tid, for både damer og herrer.
Stort tillykke til medaljetagerne i dametrio:
- Ukraine
- Kinesisk Taipei
- Sydkorea
Samlet stilling i dametrio kan ses her.