Teoretisk tilgang skal bane vej for bowling-medaljer til Danmark

Der er nye ideer og frisk energi på menuen, når det danske bowlinglandshold for døve mødes til den første samling efter sommerens EM i Bologna. Efter sommerferien har den garvede bowlingtræner Erik Madsen nemlig overtaget roret som ny landstræner, og han ser frem til arbejdet med spillerne og til at dele ud af sine 30 års erfaring inden for bowling. For Erik Madsen er det vigtigt, at der er en uformel tone på landsholdet med plads til grin og godt humør, men hvor der samtidig er en seriøsitet omkring udviklingen af bowlingspillet. Og den nye landstræner har en forventning om, at spillerne påtager sig en aktiv rolle i landsholdsarbejdet.

”Jeg håber, at vi får et samarbejde, hvor det ikke kun er mig, der fortæller dem, hvad de skal gøre, men at vi har en dialog om, hvordan deres udvikling skal foregå. Derfor forventer jeg af spillerne, at de både engagerer sig og har en åbenhed for at kunne udvikle sig. Spillerne skal tage ansvar for deres egen udvikling”, siger Erik Madsen.

Som noget relativt nyt vil den nye landstræner bringe mere teori ind i landsholdsarbejdet. Erik Madsen har nemlig god erfaring med at tale med spillerne i teorilokalet om kuglens bevægelser, olieprofiler og de forskellige kuglers formåen i stedet for blot at terpe øvelser nede på banen.

”Det kan være, at det bliver lidt anderledes, end det spillerne plejer, men jeg synes at have erfaring i, at det virker. Når man kommer op på et vist niveau inden for bowling, skal man have en forståelse for, hvad det er, man gør og ikke bare kyle kugler ned ad banen i et væk”, siger han og fortsætter:

”Der er nogle trænere, der har det lidt svært med at stå foran en samling spillere og snakke om teori, men det har jeg det fint med. Derfor kommer vi ved den første samling til at tale åbent om, hvordan vi kommer i gang, og vi skal også have samlet erfaringer op fra EM i Italien.”

Svære betingelser under EM

Og netop EM i Italien blev et mesterskab, hvor de danske spillere var et stykke fra topplaceringerne i de forskellige kategorier. Danskerne kæmpede blandt andet med særdeles udfordrende baneforhold. Træbanerne varierede meget fra bane til bane, og den høje luftfugtighed samt temperaturforskelle gjorde det svært at finde de rigtige linjer og vælge de kugler, der fungerede bedst. Og det er én af de ting, som den nye bowlinglandstræner vil arbejde med, da VM i Malaysia til sommer formentlig kan byde på lignende forhold.

” Jeg kan ruste spillerne til at se, hvad der sker, og hvad de skal korrigere, når det er nødvendigt, men jeg vil jo typisk være med på banerne og kan vejlede dem undervejs. Det vigtigste er at være opmærksom på, at banerne ændrer sig kontinuerligt. Og når der er varmt, og der er aircondition, vil olien kunne fordampe hen over tid, mens man spiller,” siger Erik Madsen.

Den nye bowlinglandstræner ved, hvad han taler om, for han har et imponerende cv med i bagagen. Erik Madsen er 69 år og bor i københavnsområdet. Han har været træner for flere enkeltpersoner samt en lang række klubber, primært i København. Udover at være uddannet bowlingtræner har Erik Madsen også undervist på Danmarks Bowling Forbunds trænerkurser, og han har sågar været med til at udvikle undervisningsmaterialet til trænerkurserne. Tilmed har han også været træner i bowlingforbundets talentcenter.

Og selvom Erik Madsen ikke kender så meget til de døves verden, har han også en smule viden her.

”Døvania spiller i den bowlinghal, som jeg selv gør, men jeg har ikke det store kendskab til tegnsprog. Min oplevelse er dog, at når der er en tolk med, går det forholdsvis let, og det har jeg hurtigt vænnet mig til. Jeg synes, at opgaven som landstræner for det danske døvelandshold er spændende, for jeg har arbejdet som bowlingtræner i mange år, og det vil jeg gerne prøve, når nu muligheden er der, siger landstræneren, der allerede har blikket rettet hen mod næste års VM i Malaysia.

” VM er et delmål på vejen til Deaflympics i 2029. Vi kan nå at arbejde på flere ting på tre år frem mod Deaflympics end frem til næste års VM. Derfor er VM et skridt på vejen, og her skal vi gøre det bedst muligt. Derefter skal vi arbejde videre mod Deaflympics, siger Erik Madsen.

VM i Malaysia finder sted fra 6. til 17. juli 2027.

Del