Ny bowlinglandstræner klar til Deaflympics 2025

Dansk Døve-Idrætsforbund har fået en ny landstræner i bowling, der allerede i weekenden tog fat på opgaven. Han hedder Kenneth Fjellerad, er 47 år og har sin daglige gang i Ravnsborg Bowling i Køge.

Kenneth Fjellerad ser frem til at samarbejde med spillerne og den øvrige trænerstab for at styrke det danske bowlinglandshold frem mod Deaflympics 2025. Han udtaler:

“Mit job er at forberede spillerne, både sportsligt og mentalt, så de står bedst muligt rustet til at opnå deres mål. Sammen skal vi arbejde på at opbygge et stærkt hold, som kan levere resultater, når vi stiller op til Deaflympics i Japan.

Fokus på trivsel og udvikling

Den nye træner lægger vægt på, at trivsel og personlig udvikling er afgørende for sportslige resultater:

“Glade, sunde og tilfredse atleter præsterer bedst. Jeg vil stille al min viden, uddannelse og arbejdskraft til rådighed for spillerne, så vi sammen kan forbedre os på alle områder.”

Ved weekendens samling præsenterede landstræneren sine planer for, hvordan holdet arbejder mod delmål og det store mål ved Deaflympics. Samtidig blev der mulighed for at stille spørgsmål om fremtiden.

Erfaring og passion

Med en baggrund som sportschef, træner og bestyrelsesmedlem i Ravnsborg Bowling i Køge har den nye landstræner et solidt fundament inden for sporten. Hans erfaring med at træne børn, unge og spillere med handicap kombineret med en stærk passion for bowling gør ham til en oplagt kandidat til rollen.

“Jeg bruger dagligt tid på at studere bowlingbaner, olieprofiler og udstyr. Jeg er ærlig og kontant i mine udmeldinger, men samtidig skal der være højt til loftet og plads til sjov,” siger han.

Se interviewet på tegnsprog

Hvis du vil lære mere om den nye landstræner og hans visioner, kan du se et interview med ham på tegnsprog herunder.

Del