Henrik Hørlyck vil slå rekord til VM i maraton: – “Det handler om at finde det rigtige flow og holde sig mentalt stærk”

Døvebladet udgave 4, december 2024. Udkommer snarest!

Henrik Hørlyck har i flere år været en fast del af den danske døvesportsverden, men i december står han over for en helt ny udfordring – et VM i maraton i Taipei, Taiwan. Det bliver en udfordring for løberen, der skal vænne sig til nyt klima og en anden tidszone.

Henrik Hørlyck er ingen nybegynder inden for løb. Fra barnsben har han haft en forkærlighed for at løbe, men det var først senere i livet, at han besluttede sig for at tage løb seriøst. “Jeg har altid vidst, at jeg var en god løber, men jeg har ikke taget sporten seriøst før nu,” fortæller Henrik. Hans første store atletiske bedrift var Ironman-konkurrencer, hvor han lærte værdien af udholdenhed og mental styrke. En Ironman er en slags triatlon med et niveau op, hvor man skal svømme 3.862 meter, cykle 180,24 km og løbe 42,195 km. Det var her, Henrik for alvor begyndte at bygge sin fysiske form op. Men det blev også klart for ham, at det var løb, der fangede hans interesse mest. “For to år siden besluttede jeg mig for at fokusere fuldt ud på maraton, og det har været en spændende rejse siden da,” siger han. Denne beslutning førte til hans indtrædelse på det danske døvelandshold, en milepæl, der blev markeret med et EM i maraton i Odense sidste år. Her var han den bedste danske løber, selvom man ikke kan mærke det på den smilende håndværker.

Vejen til landsholdet 

Henriks vej til landsholdet var ikke noget, han aktivt søgte, men en mulighed, der opstod senere. “Jeg blev kontaktet af en træner fra Dansk Døve-Idrætsforbund, som spurgte, om jeg ville være en del af maratonlandsholdet,” husker Henrik. Det var en overraskelse for ham, men også en mulighed, han ikke kunne sige nej til. “Jeg sagde ja med det samme. Det var en stor ære at blive spurgt.” Henriks overgang fra at løbe for fornøjelsens skyld til at konkurrere på landsholdsniveau har krævet stor disciplin og vilje. Han har brugt de seneste år på at perfektionere sin løbestil og øge sin fysiske kapacitet, alt imens han har tilpasset sig kravene til eliteatleter. “Det har været hårdt, men også utrolig givende,” fortæller han. Som en del af landsholdet har Henrik deltaget i flere nationale og internationale løb, hvor han har finpudset sine evner og opbygget sin form.

Henrik har opnået flere flotte resultater siden hans debut på landsholdet, senest med en personlig rekord på 2:53 ved H.C. Andersen Maraton i Odense. Det var samme maratonløb, som EM i maraton 2023, men det betød ikke, at det var afslappende for ham. Han havde faktisk lidt problemer undervejs: ”Der var to gange under løbet, hvor jeg var nødt til at stoppe og bruge toilettet på grund af mavekramper. Det tog lidt ekstra tid, men sådan er det jo en gang imellem.”

Nyd processen skub til grænserne

Selvom løberen er ambitiøs, handler det ikke kun for ham om at sætte rekorder, men også om at nyde processen i at blive bedre. “Løb skal være sjovt. Det er vigtigt at finde flowet og glæden i det, selv når det er hårdt,” siger han. Den mentale forberedelse er mindst lige så vigtig som den fysiske, især når man står over for så lang en distance som maraton. “Jeg vil gerne presse mig selv til det yderste og se, hvor langt jeg kan gå,” siger han. Selvom én personlig rekord inden for 6 måneder for mange er nok i sig selv, så er Henriks mål for VM er endnu højere. “Jeg vil gerne løbe under 2:45 til VM,” siger han. Det vil kræve en markant forbedring, men Henrik er fast besluttet på at presse sig selv til det yderste.

At skære næsten ti minutter af sin tid på ca. 3 måneder er en kæmpe udfordring, men Henrik er optimistisk og fuld af vilje. Hans træning har været målrettet og omfatter både fysisk træning og mental forberedelse. “Det handler om at finde det rigtige flow og holde sig mentalt stærk,” forklarer han. Løbernes sidste kilometer er de hårdeste, og han ved, at det kræver en strategi for at holde tempoet uden at brænde ud for tidligt. Hans mål er ikke blot at forbedre sin tid, men også at nyde oplevelsen og tage alt det, han kan, med sig fra VM.

© privatfoto

En anderledes udfordring

VM afholdes i Taipei, som en del af Taipei Marathon, der et populært international løb, der bliver afholdt hvert år. Byen Taipei ligger i Taiwan eller Kinesisk Taipei, som landet stiller op under i internationale turneringer efter en aftale lavet i 1979. Det ligger i Stillehavet og ifølge vejrstationer på nettet ligger temperaturerne mellem 17 og 21 grader celsius i december, hvor man går fra efterår til vinter. En anderledes udfordring end det danske december-vejr. Ikke kun pga. vejret, men fordi det er en international konkurrence, som også byder på ukendte faktorer som klimaet og tidsforskellen. 

Taiwan byder på et subtropisk klima, der kan være mere fugtigt – noget Henrik ikke har meget erfaring med fra sine danske ruter. “Det bliver en kæmpe udfordring. Det er meget fugtigere der, og vi skal løbe tidligt om morgenen, allerede kl. 06:30,” fortæller han. For at forberede sig på klimaet har Henrik og landsholdet diskuteret at bruge sauna som en del af træningen. “Vi har snakket om at gå i sauna for at vænne os til fugtigheden. Det er vigtigt, at kroppen er klar til de forhold, vi møder i Taiwan,” siger Henrik. Derudover er tidsforskellen en anden faktor, som kan spille ind på præstationen. “Vi kommer til at skulle vænne os til jetlag og det anderledes klima. Det bliver en udfordring, men også en del af oplevelsen.”

Foto © DDI

Også kosten i Taiwan kan blive en udfordring, og derfor planlægger Henrik at tage sin egen energigel med. “Man ved aldrig, hvordan kroppen reagerer på ny mad, så det er godt at have noget med, man er vant til.” Når det kommer til forberedelserne til et løb, har Henrik ingen faste rutiner eller overtro. “Jeg er nok lidt kedelig på det punkt,” siger han med et grin. Det vigtigste for ham er dog at sikre, at alt er på plads, så han føler sig tryg og klar. En essentiel del af Henriks forberedelser er kosten op til løbet. “Jeg sørger altid for at spise mindst tre timer før et løb. Ellers kan man få dårlig mave, og det duer ikke under et maraton,” forklarer han. Erfaringer fra tidligere løb har lært ham, at et godt måltid kan spille en afgørende rolle for hans præstation. Mon ikke, at han også finder plads i kufferten til nogle havregryn og noget dansk rugbrød, hvis det skulle gå helt galt.

Drømmer om en personlig rekord

Henrik Hørlyck er fuldt ud klar over, at VM i Taiwan bliver en oplevelse udover det sædvanlige. Men for ham handler det ikke kun om resultater og tider – det er i lige så høj grad en mulighed for at få unikke oplevelser og udvikle sig både som løber og menneske. “Det er vigtigt for mig at få oplevelser på kontoen og nyde rejsen,” siger han. Han ser ikke VM som en jagt på en topplacering, men snarere som en chance for at lære noget nyt, presse sine grænser og se, hvor langt hans træning og mentale styrke kan tage ham.

© Privatfoto

Han har tidligere haft succes med at nå mål, der virkede langt væk – som da han for første gang løb under tre timer på et maraton. Nu sætter han sig nye mål. “Tidligere var mit mål at komme under tre timer, og det lykkedes. Nu arbejder jeg mod at komme endnu længere ned i tid,” fortæller han. Ved VM håber han at kunne gennemføre maratonet på omkring 2 timer og 45 minutter, selvom han erkender, at det bliver en stor udfordring. “Jeg håber bare, at jeg kan gennemføre omkring de 2 timer og 45 minutter. Det ville være fantastisk.”

Han er spændt på at udforske nye terræner, løbe i en anden del af verden og bruge VM som en læringsoplevelse, der kan give ham endnu mere erfaring som løber. “Jeg håber, at folk derhjemme vil følge med og heppe på os. Vi tager imod al opbakning med kyshånd,” siger han med et smil i sin frokostpause på arbejdet. Uanset resultatet ser han frem til at tage Taiwan med storm og give sit bedste.

Henrik Hørlyck repræsenterer Danmark ved VM i maraton i Taipei sammen med Jason Rasmussen og Mathias Trock.

Blå bog

Navn: Henrik Hørlyck

Fødselsdato: 08/07/1995

Bopæl: København

Civiltilstand: Single

Debut på landsholdet: EM i maraton i Odense 2023

Største sportsoplevelse: Gennemførte Ironman 2022

Godt råd: Lad være med at spise en for stor portion mad kort før lang løbetur

Tilføjelse efter udgivelse: Henrik Hørlyck har desværre pådraget sig en skade i låret, men han forventes at deltage og fuldføre VM.

Del