Efter en 1. runde med svingende spil for flere af spillerne i går, var der søndag morgen lagt op til en bedre 2. runde.
Flere af spillerne havde blandt andet nævnt greenen som værende hullet og slidt – en ekstra udfordring for det mentale aspekt. Derfor var det heller ikke mærkeligt, at det netop var spillernes putning der blev sat stor fokus på ude på sidste runde.
Hans Elgaard fra Viking var tilbage efter en 5 års lang pause fra DM i golf. Trods den lange pause var Hans alligevel inden turneringsstart nævnt til at være den direkte konkurrent til den danske DDI-landsholdsspiller, Lasse Emil Nielsen, fra Start. Lasse Emil Nielsen som sidste år vandt bronze ved EM 2019 i Barsebäck, Sverige.
Lasse Emil Nielsen havde efter en halvsløj 1. runde noget at leve op til på 2. runde, og selvom at Lasse Emil spillede en væsentlig bedre runde ude på banen i dag, var det dog ikke nok til at løbe afsted med guldet i år. Hans Elgaard som spillede begge runder med 78 slag, et total på 156 slag, kunne efter sidste hul kalde sig for Danmarksmester 2020 i A-rækken, med hele 5 slag op til Lasse Emil Nielsen på 2. pladsen med 161 slag.
Spændende var det også med kun 5 slag fra nummer 3 til nummer 5. Her lå Morten Jørgensen fra Viking, Troels Dyhr fra Viking og Lasse Niklas Behncke fra Start gennem store dele af 2. runde utroligt tæt. Troels Dyhr, der efter 1. runde lå side om side med Lasse Emil Nielsen med 82 slag, måtte dog efter en dårlig start på 2. runde se sig overhalet indenom af Morten Jørgensen som løb med 3. pladsen i A-rækken. Morten Jørgensen brugte samlet 166 slag.
Vinderne af DM i Golf 2020

A-rækken (Slagspil)
- +12, Hans Elgaard, Viking (midten)
- +17, Lasse Emil Nielsen, Start (højre)
- +22, Morten Jørgensen, Viking (venstre)

B-rækken (stableford)
- +7p, Randi Louby, Viking (midten)
- -7p, Niels Jørgensen, Viking (venstre)
- -7p, Ewan McGreevy, Viking (højre)

Senior-rækken (stableford)
- Billede 3: DM Senior (stableford):
- -9p, Matthias Holm Runarsson, Døvania (venstre)
- -26p, Sten Fischer, Viking (højre)
Dansk Døve-Idrætsforbund siger stort tillykke til vinderne, og vi takker alle deltagerne for deres indsats og engagement henover weekenden. Også et tak til de tilskuere som dukkede op lørdag og søndag, som var med til at skabe god stemning ude på banen.