Selvom både Kasper Grell og Lasse Emil Nielsen fik en god start på VM, var begge danskere et stykke fra toppen ved verdensmesterskabet i golf. Således havde de danske golfspillere det svært på den krævende bane på Barsebäck Golf & Country Club i Sverige. Efter 1. runde lå Kasper Grell og Lasse Emil Nielsen ellers på en delt 6. plads, men i løbet af de næste tre runder faldt danskerne længere tilbage i feltet. Kasper Grell sluttede på en delt 9. plads i 313 slag, mens Lasse Emil Nielsen endte på en delt 18. plads i 329 slag.
Selvom placeringen var en forbedring fra sidste års Deaflympics, hvor Kasper Grell blev nummer 11, var han ikke tilfreds med resultatet.
”Jeg er ærgerlig og irriteret. Jeg spiller en god første runde, men i de næste sker mange af mine fejl på green, hvor jeg laver både to- og treputts. Jeg slår en halv meter forbi flere gange, men det er nok manglende erfaring, siger Kasper Grell.
Den 22-årige golfspiller kan dog alligevel tage noget med hjem fra VM-turneringen i Sverige.
”Rent spillemæssigt synes jeg faktisk, at jeg har spillet noget af det bedste golf, jeg nogensinde har spillet. Det går helt klart den rigtige vej, men jeg skal træne mig op til at spille lige så godt på udebane, som jeg gør derhjemme, siger Kasper Grell.
Heller ikke Lasse Emil Nielsen var tilfreds, selvom han har været væk fra golf et stykke tid og først lige er kommet tilbage.
”Jeg er glad for de to første runder, men jeg er godt ærgerlig over 3. runde, som gjorde, at jeg røg ud af top 10. Den var alt for dyr med 15. slag over par. Jeg kæmpede inde i mit hoved og forsøgte at holde mig så positiv så muligt, men der var ingenting, der fungerede, og så gik jeg en runde, der sendte mig helt ud af toppen. Det er hårdt, siger Lasse Emil Nielsen.
Forud for VM-turneringen var håbet hos eliteidrætskonsulent i Dansk Døve-Idrætsforbund Eetu Keski-Levijoki, at begge spillere kunne ende i top 10. Det lykkedes ikke, men der var lyspunkter trods alt, mener han.
”Mit mål var, at begge vores spillere skulle ende blandt de ti bedste. Det ville have været en flot præsentation på VM-niveau, når man tager det internationale niveau inden for døvegolf i betragtning. Vi nåede halvdelen af vores mål i Barsebäck.”
”Kasper fortsatte sine gode præstationer på den internationale scene. Ved sin første slutrunde i Deaflympics 2025 opnåede Kasper en imponerende 11. plads, og han fortsatte de gode takter i Barsebäck med en niendeplacering. Desuden blev Kasper den fjerdebedste europæer til VM, hvilket lover godt frem mod EM næste år i England”, siger Eetu Keski-Levijoki og fortsætter:
”Lasse Emil startede godt og var den bedste dansker halvvejs. De svære tredje- og fjerde runder betød desværre, at han røg ud af top 10, hvilket var ærgerligt. Lasse Emil har potentiale til at opnå gode slutrundeplaceringer fremover – det kræver stabile præsentationer alle dage. Han har evnerne til det”.
Oprindeligt blev tre golfspillere udtaget til VM, men Hans Elgaard måtte trække sig på grund af en skade. Når man ser på resultaterne i holdkonkurrencen, ville Danmark muligvis have kunnet tage en bronzemedalje.
Til næste år finder EM i golf sted i Manchester, England.


