VM i golf 2024 bliver uden Danmark

Når World Deaf Golf Championships afholdes i Australien d. 24.-31. august 2024 bliver det desværre uden deltagelse af Danmark. Det har ikke været muligt for golflandsholdet at finde nok midler til at kunne sende spillere afsted til Australien.

Det betyder, at golfsæsonen kommer til at mangle den helt store begivenhed i år, men det giver tid til træning og nyskabelse. Idrætsleder Joachim Brøndum er ked af den svære beslutning, som han har givet videre til sine spillere.

“Det er en ærgerlig situation at stå i, og det eneste der fylder lige nu er skuffelse. Vi ville rigtig gerne kunne have sat et flueben ved Australien og kæmpet om medaljer.”

Han håber, at det kan være med til at skabe et stærkere fundament for fremtiden, da der ligger nogle vigtige turneringer i 2025 og 2026.

“Nu skal der bygges noget nyt op, som skal være fundament for Deaflympics og VM i 2026. Der kommer andre turneringer, så nu har vi fokus på at træne og forbedre os, så vi er klar til det næste.”

Golflandsholdet fastholder deres samlinger i år samt DM d. 1.-2. juni.

Del