Valg til DDI’s hovedbestyrelse udsat: Klubberne vil lede efter flere kandidater

Lørdag afholdt Dansk Døve-Idrætsforbund klubseminar og derefter ordinær repræsentantskabsmøde.

Ved den sidste del af repræsentantskabsmødet, valget til hovedbestyrelsen, valgte DDI’s fem medlemsklubber at bede om at få udsat valget til hovedbestyrelsen (HB) og til diverse udvalg.

Christian Høybye fra Idrætsklubben START er talsmand for alle klubberne. Han begrunder:

– Medlemsklubberne føler ikke, at man har fået informationer nok til at kunne finde nye interesserede kandidater til hovedbestyrelsen.

Christian Høybye uddyber på klubbernes vegne med, at de har brug for flere informationer om, hvad forbundets status i dag er og hvordan forbundet kan arbejde videre fremover.

Med mere viden om forbundet føler klubberne, at det er nemmere for dem at fortælle eventuelt interesserede HB kandidater om hvad de kan arbejde med i forbundet.

Klubber vil lede efter kandidater til HB

Den anden vigtige årsag til udskydelsen for klubberne er, at der ikke har været nok kandidater til at besidde alle hovedbestyrelsesposterne, fortæller Christian Høybye:

– Medlemsklubberne accepterer ikke at finde en halv bestyrelse med fuldmagt til at finde resten hen ad vejen. Hvis medlemsklubberne skal kunne garantere, at bestyrelsessamarbejdet internt og eksternt kan fungere optimalt, så ønsker medlemsklubberne at kunne finde de kandidater, der kan opfylde klubbernes ønsker om specielt åbenhed og kommunikation.

Medlemsklubberne er derfor blevet enige om at nedsætte en midlertidig valgkomité, som får til opgave at samle kandidater og forberede en fuldtallig opstilling til hovedbestyrelsen.

Det kommer der til at ske

DDI’s nuværende hovedbestyrelse har til lørdagens repræsentantskabsmøde accepteret at fortsætte deres virke frem til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, der forventes afholdt i januar eller februar 2026

Hovedbestyrelsen vil også fortsætte med at varetage deres daglige drift, dog uden mandat til at træffe nye beslutninger eller igangsætte nye initiativer.

Repræsentantskabsmødet blev afbrudt ved 18-tiden lørdag.

DDI vil sørge for at opdatere med nærmere informationer. Der bliver også udarbejdet et referat fra repræsentantskabsmødet, som lægges op indenfor de næste uger. Ved spørgsmål er man velkommen til at henvende sig til DDI’s hovedmail eller kommunikation.

Del