Tre dage med store beslutninger: Deaflympics 2029, hovedkontor og ny ICSD-ledelse på plads

DDI’s forperson Julie Fabricius Faustrup var til ICDD’s kongres i weekenden den 28-30. november.

ICSD står for International Committee of Sports for the Deaf. Det er den internationale organisation, der organiserer Deaflympics og er øverste myndighed for døves idræt globalt.

Kongressen strakte sig over tre lange dage, med en heldagsworkshop på førstedagen. Workshoppen gav deltagerne et bedre indblik i ICSD’s arbejde og vedtægter, så alle var godt forberedte til de efterfølgende to dages beslutningsarbejde.

Der var mange punkter på dagsordenen og mange vigtige beslutninger, men her er tre af de mest centrale emner:

Valget af værtsland for Deaflympics 2029

Valget stod mellem Zagreb i Kroatien og Athen i Grækenland. Oplæggene fra de to lande var meget forskellige:

Kroatien præsenterede et praktisk orienteret oplæg med fokus på transport, venue-aftaler og budgetter.

Grækenland fokuserede mere på visioner og ambitioner, blandt andet ønsket om at integrere den olympiske fakkel og tegnsprogssange i åbningsceremonien.

Afstemningen var utrolig tæt, men Athen vandt og bliver værtsby for Deaflympics 2029.

Flytning af ICSD’s hovedkontor

Flytningen har været diskuteret længe, og på kongressen i Tokyo blev beslutningen endelig taget.

Kroatien havde oprindeligt også søgt om at overtage hovedkontoret, men trak sig.

Ungarn var derfor eneste kandidat, og det blev besluttet at flytte hovedkontoret fra Lausanne i Schweiz til Budapest.

Baggrunden er primært økonomisk, da der i Ungarn er udsigt til statslig støtte. Flere lande udtrykte bekymring om politisk neutralitet, og især de nordisk-baltiske lande ønsker en evaluering, når flytningen er gennemført.

Bestyrelsesvalg

Bestyrelsesvalget forløb roligt uden større valgkampe. Der blev både genvalgt medlemmer og valgt nye ind.
Dog er én plads fortsat ubesat – en post, der ifølge vedtægterne skal besættes af en kvinde. Der arbejdes på, at denne plads kan udfyldes på næste kongres.

ICSD’s nyvalgte medlemmer af Executive Board er:

  • ICSD-præsident: Dr. Ádám Kósa (Ungarn)
  • ICSD-næstformand: Yutaka Osugi (Japan)
  • Menigt bestyrelsesmedlem: Jun Zhang (Kina)
  • Menigt bestyrelsesmedlem: Mark Kusiak (Canada)
  • Menigt bestyrelsesmedlem: Jari Malkamäki (Finland)
  • Formand for ICSD’s Atletråd: Katrin Neudolt (Østrig)

Nyvalgte medlemmer af ICSD’s Etikkommission:

  • Etikansvarlig: Tiffany Williams (USA)
  • Medlem: Kang Chen (Taiwan)
  • Medlem: Bjørn Røine (Norge)

Øvrige ICSD-roller:

  • International Sportsdirector: Jürgen Endress
  • Assisterende International Sportsdirector: Firat Berrak
  • Finansansvarlig: Jarno Stappers

Del