Tomme trusler, uvejr og ivrige spillere

Læs Lasse Christensens beretning fra weekendens discgolfsamling på Bornholm. Landstræneren fortæller om tomme trusler, uvejr og ivrige spillere, der ikke kunne vente med at komme i gang.

Fredag d. 24. maj drog discgolflandsholdet til Bornholm for at træne til det forestående NBM på hjemmebane til september. Spillerne var så ivrige, at de alle tog tidligt derover fredag, selvom ingen træning var på programmet. De spillede de første par runder på den udfordrende bane. Da tolkene, Tournament Director og jeg selv ankom til banen, så vi nogle godt trætte spillere, der var blevet udfordret på både længden af banen men også de ekstreme højde meter, som ligeledes er på Bornholm. Aftenen blev lidt senere en planlagt, og aftensmaden blev indtaget på de få spisesteder i Gudhjem, der fortsat havde åbne køkkener.

Foto © DDI

Tomme trusler fra lederne

Lørdag d. 25 maj startede med fælles morgenmad på Gudhjem Hostel og lidt snak om, hvad der skulle foregå i løbet af dagen. Vi startede med en ”lille” omgang pargolf, så alle kunne komme rundt og se banen heriblandt Tournament Director Henning Kærsig og jeg selv, der udfordrede nogle af parrene sat af landstræneren. Som det kan ses på resultaterne, fik spillerne skovlen under lederne. Det var åbenbart tomme trusler, som de erfarne (læs gamle) ledere var kommet med inden runden. Runden var lang og gennemspilstiden var længere end andre baner. Den tog næsten 4½ time!

Grundet en længere spilletid, blev det ikke en hel individuel træningsrunde efter frokost. I stedet blev spillerne sendt ud at træne de huller, der var mere specielle, som ikke er mulige at træne, når de kom hjem i deres respektive klubber. Imens holdte os ledere møde med baneejeren for at få lidt flere detaljer på plads og forventningsafstemme frem imod NBM. Derefter gik turen igen tilbage til Gudhjem, og vi tog alle ud til fællesspisning, hvor der både blev delt discgolf-historier, hvad spillere og ledere lavede til dagligt og selvfølgelig også alverdens røverhistorier, der nu engang hører til.

Afbrudt af uvejr

Søndag d. 26. maj var så sidstedagen, som startede med fælles morgenmad og udtjekning fra Gudhjem Hostel, og som vi satte os i bilerne på vej ud mod banerne, begyndte der et tordenvejr ude over havet. Vi kørte til banen alligevel, hvor der lige skulle have været den sidste omgang træning på huller, inden vi skulle med færgen. Derudover skulle vi filme interviews og svar til spørgsmålene, som alle jer derhjemme havde sendt med os til Solskinsøen. Vejret så i første omgang okay ud, da vi ankom til banen, men der gik ikke længe, før tordenvejret kom tættere på, så vi blev i nærheden af Nature Parks bygninger og spillede de 2 åbne huller, der var i nærheden. Men som himlen åbnede sig, vandet fossede ned og der var tordenbrag, måtte vi aflyse dagens træning for at søge ly i bilerne og køre imod Rønne i stedet. Nu gik turen hjem med en masse oplevelser rigere, trætte spillere og X antal discs mistet til banens søer, tætte græs og buske.

God vind derude.

Vi ses alle til individuel DM i discgolf d. 8. og 9. juni i Vojens.

Foto © DDI

Del