To nye ledere til forbundets løbelandshold

Vi kan præsentere to nye ansigter i Dansk Døve-Idrætsforbund. Ida Thesbjerg bliver ny landstræner for orienteringlandsholdet, og Lars Ulriksen bliver ny idrætsleder for marathonlandsholdet. Begge skal blandt andet være med til at skabe de bedst mulige betingelser og rammer for vores deltagere til Deaflympics til maj.

Den tidligere landstræner, Lars Ryberg Vikkelsø, for både marathon- og orienteringslandsholdet har valgt at fratræde sine poster og holde fokus på egen træning, idet han selv skal deltage som atlet til Deaflympics. Lars vil dog fortsat hjælpe DDI i det omfang det kan lade sig gøre – eksempelvis med de årlige løbeweekender og til DM i orientering. Vi takker Lars for et rigtigt godt samarbejde igennem de sidste mange år i forbundet, og ser frem til et fortsat godt samarbejde.

Kort om Ida Thesbjerg

21-årige Ida Thesbjerg bruger en stor del af sin fritid på orienteringsløb. Hun har en del erfaring indenfor planlægning og afholdelse af orienteringsløb og træninger, idet hun tidligere er træner for Horsens Orienteringsklubs ungdomsafdeling. Til hverdag studerer hun til lærer.

Kort om Lars Ulriksen

Lars Ulriksen er 45 år elsker løb og har et godt forudgående kendskab til Dansk Døve-Idrætsforbund. Han har i de seneste år fungeret som hjælper og partner for den danske marathonløber Laurids Juul Christiansen ved flere internationale løb – senest under 2021 World Deaf Athletics Championships, hvor Laurids satte ny personlig rekord. Udover løb har Lars også en stor passion for både håndbold og MTB.

I første omgang er der indgået en aftale med dem begge til udgangen af 2022, med mulighed for forlængelse af samarbejdet.

Dansk Døve-Idrætsforbund byder Ida og Lars velkommen, og vi ser frem til et godt samarbejde.

Del

Font Resize