Tak for indsatsen! 

Pressemeddelelse d. 21. august 2024

Næstforperson Janni Møller Thomsen har tirsdag aften valgt at trække sig fra Hovedbestyrelsen i Dansk Døve-Idrætsforbund. En beslutning, som forperson Michael Weber Steenberg begræder men har fuld forståelse for.   

”Vi har i Janni haft en kapacitet indenfor – ja en hel masse områder, som bliver svære at erstatte i Hovedbestyrelsen. Vi skylder Janni en kæmpe tak for indsatsen med at bringe forbundet tilbage på ret kurs, og jeg har desværre stor forståelse for, at det har været en helt anden og væsentlig større opgave end den, hun i 2021 sagde ja til. Vi kommer til at savne hendes arbejdsomhed, omsorgsfulde væsen og vanvittige drivkraft,” siger Michael Weber Steenberg, der slutter.  

”Jeg har lært rigtigt meget af Janni i vores tid sammen, og hun har været en uvurderlig støtte for både mig og forbundet i den tid, vi har været sammen i DDI.”  

Janni Møller Thomsen fortæller herunder selv om baggrunden for at træde ud af Hovedbestyrelsen nu: 

”Først og fremmest har det været et privilegium at møde de mange gode mennesker, der er i og omkring DDI, og efter en hård start under Covid-19 pandemien føler jeg nu, at jeg er blevet ’adopteret’ af døve-verdenen. Derfor har det også været en hård beslutning at stoppe, men jeg har efter halvandet udfordrende år ikke mere energi at give af,” siger hun og fortsætter:   

”Vi har fået styr på fundamentet under DDI igen, og derfor føler jeg, at det er det rigtige tidspunkt at få ny energi og nye øjne ind i Hovedbestyrelsen, som kan være med til at løfte forbundet til nye højder. Det har det hårdtarbejdende sekretariat, de mange ildsjæle i klubberne og omkring landsholdene – og ikke mindst atleterne fortjent,” siger Janni Møller Thomsen og slutter:  

”Jeg er stolt af de resultater, vi sammen nåede at skabe. Jeg er taknemlig for den imødekommenhed, jeg har mødt, og for de mange smil, jeg har fået, når jeg kejtet har forsøgt mig med tegnsprog. Jeg kommer til at følge forbundet tæt og ikke mindst dukke op fra tid til anden på lægterne og heppe, samt fortsætte med at udbrede kendskabet til Døveidrætten. Det er et helt unikt fællesskab, som jeg har nydt at være en del af.”  

Hovedbestyrelsen tager internt stilling til næstforpersonposten ved næste hovedbestyrelsesmøde. Hvis man ønsker at blive en del af hovedbestyrelsen, bedes man kontakte Forperson Michael Weber Steenberg via e-mail på ms@deafsport.dk. 

Del