Pressemeddelelse: Forbundet sikrer rekordstøtte fra William Demant Fonden

Pressemeddelelse d. 17. oktober 2024

En nyhed er blevet delt af hovedbestyrelsen om forbundets fremtidige økonomi. I en video meddeler forperson Michael Weber Steenberg, at forbundet har indgået en vigtig aftale med William Demant Fonden, som vil støtte Dansk Døve-Idrætsforbund de kommende år.

Forbundet har i over et år kæmpet med økonomiske udfordringer, især som følge af manglende betalinger fra tre afrikanske lande i forbindelse med VM i håndbold 2023 og tidligere anvendelse af fondsmidler end forventet. Trods disse problemer har forbundet løbende haft en god dialog med William Demant Fonden, ledet af hovedbestyrelsesmedlem Christina Haurum, som har fremlagt organisationens fremtidige mål og projekter.

Som følge af disse samtaler har William Demant Fonden besluttet at indgå en tre-årig aftale med forbundet. Fra 2025 til 2027 vil fonden yde en årlig støtte på 1,5 millioner kroner, hvilket samlet set udgør 4,5 millioner kroner over tre år.

Michael Weber Steenberg udtrykker stor lettelse over aftalen:

Det er en rekordstor bevilling og vi er utroligt glade for støtten, hvilket også er med til at sikre forbundets stabilitet, drift og økonomi i de kommende tre år. På hovedbestyrelsens og forbundets vegne skal der lyde en stor tak til William Demant Fonden for støtten.

Han fortsætter:

For mig, personligt, er det en meget stor lettelse, da jeg ved repræsentantskabsmødet d. 2. november 2024 trækker mig tilbage som forperson med bevidstheden om at forbundet nu står i et langt bedre økonomisk end for bare 1 år siden.

For yderligere oplysninger:

Forperson i Dansk Døve-Idrætsforbund

Michael Weber Steenberg

SMS/Facetime: +45 31220904

Mail: ms@deafsport.dk

Bestyrelsesmedlem i Dansk Døve-Idrætsforbund

Christina Haurum

cha@deafsport.dk

Foto © 17 TVS

Del