Mød vores nye sekretariatschef Christian Taylor

Dansk Døve-Idrætsforbund har fornøjelsen af at annoncere ansættelsen af Christian Taylor som forbundets nye sekretariatschef. Med en stærk baggrund inden for fodboldverdenen og en bred vifte af erfaringer inden for ledelse og menneskelig udvikling ser vi frem til at byde Christian velkommen som leder for vores sekretariat.

Christian Taylor, 53 år og britisk statsborger, har en solid baggrund som professionel fodboldspiller og har aktivt arbejdet på at opbygge elite kvindefodbold i Danmark gennem innovative projekter. Udover sin fodbolderfaring bringer han også ledelsesmæssig erfaring som tidligere direktør i den kommercielle sektor. Han er desuden certificeret coach og mental træner med en passion for at fremme menneskelig udvikling.

Christian Taylor

Friskt perspektiv

Han ser frem til at arbejde sammen med sekretariatet for at implementere nye tilgange til forbundets værdier og bringe frisk perspektiv til udviklingen af forbundet både nationalt og internationalt.

“Jeg glæder mig til at lære mine kolleger at kende og tackle de spændende opgaver foran os. Jeg ser frem til at forstå vores forbund bedre og være frontløber for vores udøvere, samt at udforske mulighederne for økonomisk støtte fra eksisterende og nye partnere,” udtaler Christian Taylor.

Den helt rigtige

Formand Michael Weber Steenberg fortæller, hvordan processen har været med at finde den rigtige kandidat: “Det har været en meget spændende proces fra jobopslag til den endelige kandidat. Det har taget tid, men vi skulle være sikre på, at vi havde fundet den rigtige til at løfte Dansk Døve-Idrætsforbund videre til nye mål efter flere års udvikling.”

Han fortsætter med at fortælle, hvorfor valget er faldet på netop Christian: “Efter to udbytterige samtalerunder faldt valget på Christian, som har gjort et rigtigt godt indtryk på mig og resten af os, der har været med i samtalerne. Christian har vist, at han er positivt indstillet på opgaven, og at han møder folk i øjenhøjde, hvilket har været en vigtig prioritet. Jeg har en tro på at Christian bliver rigtig god for forbundet, og jeg ser frem til samarbejdet med ham.”

Christian Taylors første arbejdsdag bliver d. 1. marts

Del