I går var Joachim Thor Krøyer, André Kobberholm og Nicklas Kleczewski fra sekretariatet mødt op ved Dansk Døve-Idrætsforbunds lager på Castberggård i Hedensted, for at tage imod forbundets to nye lageransvarlige, Jørgen Juel fra Vejle og Susanne Christiansen fra Horsens. Jørgen og Susanne kommer fremadrettet til at have det overordnet ansvar for lagerstyringen.
Kl. 12 ankom Jørgen og Susanne til Castberggård, begge med et smil på læben, klar til at få en rundvisning og introduktion til deres nye arbejdssted.
– Arbejdsopgaverne fanger min interesse, og jeg synes, at det er spændende med de mange forskellige opgaver. Samtidig har jeg også en stor interesse for sport og idræt, og jeg løber selv meget i min fritid. Jeg ser frem til de nye udfordringer og til at møde alle omkring DDI, fortæller Susanne.
– Jeg synes at det lød rigtig spændende med stillingen som lageransvarlig hos DDI. Jeg har arbejdet på lager hos GLS og kender derfor alt til at arbejde på et lager, fortæller Jørgen og fortsætter:
– I min fritid spiller jeg selv discgolf sammen med 3-4 andre, hvilket jeg synes er super sjovt!
Hos Dansk Døve-Idrætsforbund er der stor begejstring for det nysammensatte team, som skal være med til at løfte niveauet i forbundet.
– Det glæder os at kunne byde Jørgen Juel og Susanne Christiansen velkommen til DDI, som lageransvarlige til forbundets lager på Castberggård. Vi har med de nye lagermedarbejdere fået sammensat et godt team, og vi ser frem til at lageret bliver struktureret, så vi bedre kan håndtere varemodtagelse, udlevering af tøj og materialer og så videre, til de mange landshold og aktiviteter vi har i forbundet, samt løbende vedligeholdelse og optimering af lageret, fortæller Joachim Thor Krøyer, Elite- og sekretariatschef hos Dansk Døve-Idrætsforbund.
Dansk Døve-Idrætsforbunds to nye lageransvarlige kan kontaktes på mail. Jørgen Juel på jju@deafsport.dk og Susanne Christiansen på suc@deafsport.dk.