Mød DDI’s bestyrelse: Anders Kirchheiner

I september måned præsenterer vi hver onsdag et bestyrelsesmedlem fra Dansk Døve-Idrætsforbunds nyvalgte hovedbestyrelse. Her får I mulighed for at få et bedre kendskab til de 5 ildsjæle som skal være med til at vise fremtidens retning for vores allesammens DDI.

Anders Kirchheiner, hovedbestyrelsesmedlem

Jeg hedder Anders Kirchheiner. Er 31 år og har boet på Frederiksberg siden 2010.

Jeg har læst HA-jura på Copenhagen Business School hvor jeg blev færdiguddannet i 2013. Juraen var dog ikke hvad jeg skulle beskæftige mig med i mit arbejdsliv – allerede i min tid på studiet fangede tegnsprogstolkebranchen min interesse. I 2012 startede jeg tegnsprogstolkefirmaet TETO.nu som jeg i de efterfølgende år gik all in på med ambitionen om at sætte nye standarder for tegnsprogstolkebranchen. I dag er TETO.nu en del af virksomheden Mallard, hvor jeg er medejer og har min daglige gang på kontoret i København.

Ved siden af mit arbejdsliv bruger jeg meget tid på bestyrelsesarbejde hvor jeg sidder som formand i brancheforeningen for Leverandører af Dansk Tegnsprogstolkning (LDT) og som næstformand i DDI.

Når verdenssituationen tillader det, elsker jeg at trække stikket og rejse langt væk til en helt anden kultur end hvad vi er vant til hjemme i Danmark. Det giver mig nye perspektiver på livet, og er med til at udfordre og udvikle mine holdninger og meninger.

Jeg har en kæmpestor kærlighed for fodbolden. Især for Brøndby IF som jeg bruger mange timer på at følge, diskutere og opleve.
Jeg spiller også en del fodbold selv, hvor jeg dog på det seneste i takt med at jeg er kommet op i årene, er begyndt at bruge mere tid på squash og løbetræning.

Hvad var dit første møde med Dansk Døve-Idrætsforbund?

– Da jeg i en alder af 16-17 år begyndte at spille fodbold i Døvania og deltog i DM fodbold, oplevede jeg for første gang det fantastiske sammenhold som døveidrætten repræsenterer. Siden da har jeg haft utallige oplevelser med døveidrætten og DDI igennem især Døvania og senere hen fodboldlandsholdet, som jeg blev en del af tilbage i 2010. Når jeg kigger tilbage, er der ingen tvivl om at døveidrætten har været med til at udvikle mig som menneske, givet mig en stærk identitet og ikke mindst skabt relationer til mange fantastiske mennesker.

Hvad får Dansk Døve-Idrætsforbund med dig som bestyrelsesmedlem?

– Jeg har været en del af DDI-organisationen i mange år som aktiv sportsudøver og kender derfor organisationen indefra. Jeg ved derfor hvilken forskel DDI kan gøre på det menneskelige plan for alle de sportsudøvere som har mulighed for at være en del af DDI. Dette vil jeg kombinere med min erfaringer inden for at arbejde på det strategiske niveau, hvor jeg især vil have udvikling og nytænkning af DDI-organisationen samt et stærkt økonomisk fundament i fokus.

Hvad ønsker du at opnå som bestyrelsesmedlem hos DDI?

– I de seneste år har vi set en udvikling i døvesamfundet hvor vi mere eller mindre har mistet kontakten til den yngre generation. Dette som følge af at denne gruppe integreres i de hørende miljøer. Der er derfor en rigtig stor gruppe af børn, unge og voksne som slet ikke kender til DDI og de fantastiske muligheder DDI tilbyder inden for idrætsverdenen. Det er derfor min helt store ambition at samle idrætsfolk med alle former for hørehandicap og med forskellige baggrunde igennem idrætten. Jeg tror på at netop dette kan være med til at gøre en kæmpestor forskel for rigtig mange mennesker med et hørehandicap. At de igennem idrætten får styrket deres identitet, skabt relationer til andre med hørehandicap og samme interesser.

– For at opnå dette fællesskab, kræver det at DDI får opbygget et stort og repræsentativt netværk i den danske sportsverden. Et netværk der vil være med til at bygge bro mellem DDI og alle idrætssamfund i Danmark.

Del

Font Resize