Maratonsamling i Sydhavn: Forberedelser til de store løb i foråret

I den skinnende forårssol var maratonholdet samlet i Sydhavn til en træningsweekend d. 29.-30. marts. Løberne har nu kastet sig over forberedelserne til de kommende løb, hvor de har deres øjne rettet mod Hamburg Marathon den 27. april og Copenhagen Marathon den 11. maj.

Kun tre pladser til Tokyo

Holdet er fuld af forventning og spænding, da de har en ekstra motivation for at præstere godt: De kæmper for en udtagelse til Deaflympics 2025 i Tokyo. På kvindesiden er ingen af løberne endnu kommet i mål med kvalifikationskravet, men på herresiden har fire løbere allerede kvalificeret sig. Dog er kun tre pladser tilgængelige, hvilket betyder, at der vil blive en intens kamp om de sidste pladser i flyveren til Tokyo.

Landstræner Lars Ryberg Vikkelsø udtaler: “Jeg forventer, at det bliver en spændende og tæt udtagelse til Deaflympics. Vi har dygtige løbere, og det er svært at forudsige, hvem der ender med at sikre sig en plads.”

Rundeløb til Deaflympics

Forberedelserne rækker dog langt ud over de kommende maratonløb, da holdet også er begyndt at træne specifikt til Deaflympics i Tokyo. Det er allerede bekræftet, at maratonløbet under Deaflympics finder sted tirsdag den 25. november, og løberne skal kæmpe sig gennem en afgrænset rute i Tokyo centrum.

Selvom detaljer om ruten stadig er ukendte, spekuleres der i, at løbet vil bestå af runder. Landstræner Lars Ryberg Vikkelsø fortæller: “Jeg forventer at det bliver rundeløb fx. 5-7 km pr. omgang. Det vil blive en mental ekstra udfordring for løberne.”

Under samlingen i Sydhavn løb løberne en lang fællestur om lørdagen, hvilket gav dem mulighed for at teste kræfterne og styrken i benene. Dagen efter blev der lagt et hårdt intervalløb i Valby Parken.

Dansk Døve-Idrætsforbund er til stede ved Copenhagen Marathon d. 11. maj.

Del