Kristian Damgaard bliver idrætsleder for herrefodboldlandsholdet

Dansk Døve-Idrætsforbund kan med glæde meddele at Kristian Damgaard bliver idrætsleder for herrefodboldlandsholdet. Kristian kommer til at samarbejde med landstræner, Morten Ulrik Kristensen, og de øvrige i teamet.

“Vi er utroligt glade for at få en tidligere landsholdsspiller som idrætsleder i fodbold, og dette passer godt med vores arbejde og målsætning om at få endnu flere hørehæmmede/døve/CI-brugere som ledere ind i DDI, som ikke mindst kan tegnsprog, men også kender en del til døveidrætten i forvejen. Samarbejdet er i første omgang til og med den 30. juni 2021 med mulig forlængelse af samarbejdet.” fortæller Joachim Thor Krøyer, sekretariat- og elitechef.

Kristian Damgaard udtaler selv: “Noget af det som jeg virkelig har savnet, er at være en del af det fantastiske sammenhold som vi har på landsholdet, både på og udenfor banen. Derfor er det for mig en stor glæde, at jeg nu kan vende tilbage, denne gang som idrætsleder for holdet.”

Kristian Damgaard’s første opgaver bliver de kommende landsholdssamlinger i starten af det nye år, inden der venter de vigtige kvalifikationskampe mod Italien og Ukraine i forbindelse med billetter til Deaflympics 2021.

Kristian Damgaard præsenterer sig selv

Jeg er en sportsinteresseret mand på 31 år.

Jeg bor i København sammen med min kæreste Lotte, samt vores to dejlige sønner, Valdemar på 2½ år og Malte på 7 måneder.

Til daglig har jeg et spændende og udfordrende job som bygningskonstruktør, hos Arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Min store interesse, som jeg altid har brændt for, er fodbold.

At være noget for holdet, gøre en indsats og opnå et godt resultat, er meget tilfredsstillende for mig.

Jeg er en person med godt humør, som gerne går forrest, og bliver ved med at klø på, lige til det sidste.

Fra jeg var 16 år og 7 år frem, spillede jeg fodbold for døvelandsholdet. En alvorlig korsbåndsskade (ACL), satte desværre en stopper for min karriere på landsholdet. Jeg har dog siden spillet lidt fodbold på klubplan.

I min tid som aktiv spiller på landsholdet, har jeg blandt andet deltaget i nedenstående fodboldstævner:

Fodbold stævner

Juli 2013, Deaflympics Bulgarien

Juni 2011, EM i Danmark

August 2009, Deaflympics Taiwan

Juni 2007, EM i Portugal – Blev udtaget til døvelandsholdet i fodbold i foråret 2007 og havde debut ved EM i Portugal i sommeren 2007

Jeg glæder mig rigtig meget til, at være sammen med jer alle sammen som idrætsleder, og ser frem til et tæt, og godt samarbejde.

I er altid hjerteligt velkomne til at ”fange mig”, hvis et eller andet skulle trænge sig på – uanset hvad.

Del

Font Resize