Fodboldfest i Storkøbenhavn: To landskampe og fremtidens landsholdsspillere i spil

Fredag den 25. april og lørdag den 26. april bliver vigtige dage for døvelandsholdet i fodbold, når herrelandsholdet og et nyt U-hold spiller kamp i Storkøbenhavn.

Fredag kl 19.00 spiller Danmark mod England. Lørdag kl 10.00 spiller U-holdet kl 10.00 og herrerne spiller mod England kl 12.00. Stedet for kampene lørdag fastlægges efter den 14.-15. april, oplyser landstræner Jon Hesselberg.

Debut for U-hold – og et blik ind i fremtiden

Lørdagens program byder på en særlig begivenhed: Ti ungdomsspillere mødes i København for allerførste gang som en del af et nyt U-døvelandshold. De skal spille mod Vanløse og derefter overvære seniorlandsholdets kamp – inden dagen rundes af med en fælles tur i Tivoli med gratis entre og turpas til både spillere og deres forældre.

Landstræner Jon Hesselberg har lagt mange kræfter i at samle de unge talenter: “Inden EM ringede jeg rundt til alle klubber i Danmark for at finde spillere til døvelandsholdet. Så ringede jeg igen – denne gang for at spørge, om der var spillere i årgangene U13 til U15. Og pludselig var der mange,” fortæller han.

Som med alle vores døvelandshold, er det også et tilbud om at blive en del af et miljø, der kan være med til at forbedre trivslen hos unge mennesker med høretab.
“De her drenge kommer typisk fra hørende miljøer. Det er vigtigt, at de møder nogen som dem selv – og forstår, at der er et døvelandshold, de kan blive en del af, når de bliver ældre.”

Seniorlandsholdet med europæiske ambitioner

Begge kampe bliver en vigtig test for det danske døvelandshold, som er i gang med at bygge et nyt fundament efter EM i 2024. “Vores første mål var at få lavet en kamp, så spillerne kunne komme i spil, vi kunne øve vores taktik og måle os med de bedste,” siger Hesselberg.
“Vores ambition er at komme med til EM i Italien i 2028. Vi er et ungt hold og kom ikke så langt, som vi håbede ved sidste EM, men nu skal vi holde spillerne til ilden og sikre vores fremtid.”

England har sagt ja til at stille op som modstander i begge kampe – en vigtig mulighed for Danmark for at samle ranglistepoint og måle sig internationalt. “Det vigtigste er, at vi ikke går i dvale. Kampene holder spillerne motiverede og giver os mulighed for at finde flere spillere og bygge op mod fremtiden,” siger Hesselberg.

Døvelandsholdet er for alle – vi skal bare finde dem

Der er stor optimisme at spore hos landstræneren: “Jeg ser meget frem til, at vi får skabt et døvelandshold til fremtiden – med bredde, talent og fællesskab. Der er spillere derude. Vi skal bare finde dem,” lyder det med et smil.

Kampene d. 25.-26. april bliver spillet i Storkøbenhavn – endelig adresse og tidspunkt følger snart.

Del