Da Danmark var vært for VM i håndbold i 2023, meldte tre hold afbud i sidste øjeblik, og DDI måtte dække udgifterne for de udeblevne hold.
Situationen medførte, at de tre lande blev idømt karantæne af International Committee of Sports for the Deaf (ICSD). De fik dermed ikke lov til at deltage i fremtidige verdensmesterskaber og Deaflympics, før deres gæld var tilbagebetalt.
2023 var et økonomisk udfordrende år for DDI. Forbundet måtte optage et lån hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) for at rette op på situationen.
I år er der sket det glædelige, at det kenyanske døveidrætsforbund (KSFD) har fået hjælp til deres gæld af landets regering. Det betyder, at en halv million kroner er blevet tilbagebetalt til DDI.
Pengene er modtaget. Det vil fremgå af 2024-regnskabet. DIF, som varetager DDI’s bogholderi, oplyser, at DDI’s regnskab for 2024 forventes færdigt i starten af juli 2025.
Udviklingen glæder DDI’s forperson, Julie Fabricius Faustrup, som udtaler:
“KSFD’s gæld har hængt som en sort sky over hovedet på både DDI og KSFD selv. Nu kan vi endelig se fremad.”
Hun tilføjer:
“Samtidig glæder det mig, at vi kan byde Kenya og deres dygtige atleter velkommen tilbage til den internationale døveidræt.”
De to øvrige lande har endnu ikke tilbagebetalt deres gæld til DDI.