Her er de sidste atleter, der er udtaget til Deaflympics

Nu kan DDI offentliggøre navnene på de sidste udtagne atleter til Deaflympics 2025 i Tokyo: hele golfholdet.

Derudover kan forbundet glæde sig over at have udtaget et helt nyt navn i badminton.

Golf: Tre debutanter klar til Tokyo

Når Deaflympics afholdes i Tokyo til november, bliver det med tre danske golfspillere i feltet: Troels Dyhr, Hans Elgaard og Kasper Grell.

Holdet ledes af landstræner Jonas Wendelboe og idrætsleder Kim Rytoft.

Golf blev første gang en del af Deaflympics-programmet i 2017 i Samsun, Tyrkiet, og er derfor stadig en relativt ny disciplin i denne sammenhæng.

Selvom alle tre danskere er debutanter ved Deaflympics, har både Troels Dyhr og Hans Elgaard solid erfaring fra VM og EM for døve.

“Vores hold er en spændende kombination af dygtige spillere,” siger Eetu Keski-Levijoki, eliteidrætskonsulent og Chef de Mission for de danske atleter.

“Troels Dyhr og Hans Elgaard holder et højt spilleniveau og formår at tilpasse deres spil til forskellige situationer. Samtidig har Kasper Grell udviklet sig hurtigt på kort tid.”

Det internationale niveau i golf er højt – på linje med bowling – og konkurrencen i Tokyo bliver skarp. Eetu Keski-Levijoki håber personligt at se det danske flag på podiet.

Golfturneringen afvikles på Wakasu-banen, som ligger på en ø ud for Tokyo. Banen er kendt for at være både smal og blæsende, hvilket stiller store krav til spillernes nerver og overblik.

“Den spiller, der bedst styrer sine nerver og aflæser forholdene korrekt, vil have de bedste chancer for at vinde Deaflympics-guldet,” siger Eetu Keski-Levijoki.

Badminton: Ny spiller åbner muligheden for dansk mixed double

Amalie Svensson er netop udtaget for Danmark i Deaflympics 2025 (privatfoto)

Amalie Svensson er DDI’s nyeste tilføjelse til Deaflympics 2025-truppen.

Hun kommer fra Falster, spiller i Danmarksserien og har deltaget i flere internationale badmintonturneringer, blandt andet i Norge og Tyskland.

I Tokyo stiller Amalie op i single. Hendes udtagelse gør det også muligt for Danmark at deltage i mixed double, hvor hun spiller sammen med William Linnemann Sax.

“Da forbundet fik en forespørgsel fra Amalie i slutningen af juni, blev jeg straks begejstret,” fortæller Eetu Keski-Levijoki.

“Efter en grundig samtale med badmintonleder Herluf Veng Juul og landstræner Tommy Haurholm-Rasmussen blev jeg overbevist om, at hun er en atlet, vi helt klart bør sende til Tokyo.”

Efter trænerteamets vurdering ligger Amalies spilleniveau i top 10 blandt de europæiske spillere i døveidrætten.

Eetu Keski-Levijoki slutter:
“Det bliver interessant at følge, hvor langt hun kan nå i Deaflympics og i de næste slutrunder.”

Del