DDI’s herrelandshold i futsal for døve og hørehæmmede skal have samlet penge ind til deres tur til VM, der foregår i Brasilien til november. Til at hjælpe dem på vej, var der søndag den 10. november arrangeret en showkamp, hvor overskuddet går ubeskåret til holdets dyre rejse til futsals hjemland. Dagens modstander var ingen ringere end et specielt udvalgt hold bestående af tidligere superliga-stjerner – et såkaldt superliga all-star hold. Det blev en kamp der havde det hele.
Det var store navne, der var at finde på holdkortet for det sammensatte all-star hold, som blandt andet talte Ebbe Sand, Martin Retov, Danny Olsen, Johan Absalonsen og Martin Vingaard. Således var der også flere af spillerne, der kom med erfaring ikke udelukkende fra Superligaen, men også fra udenlandske ligaer og det danske A-landshold for hørende. Men spillernes kendskab til futsalspillet var meget begrænset, så det skulle blive spændende at se, om de kunne tage deres mange års erfaring fra udendørsfodbolden med ind i den varme hal.
Denne gang var det altså ikke de hørende spillere, men DDI’s drenge, der kunne iklæde sig de rød-hvide farver og med Dannebrog på brystet og træde ind på banen i Albertslund Hallen. Her kunne de lade sig hylde af klapsalver fra de fremmødte tilskuere. Tolke hjalp til med at oversætte til tegnsprog, da såvel landsholdets som all-star spillernes navne blev råbt op af speakeren i hallens højtaleranlæg – så kunne alle være med, hørende som døve.
Det var et lidt afventende og måske duperet landshold, de fremmødte tilskuere var vidne til, umiddelbart efter dommer-duoen havde fløjtet kampen i gang. Spillet flød ikke helt, og bolden havnede lidt for ofte i fødderne på all-star holdet, der pressede godt på fra starten af kampen.
Landsholdsspillerne havde forinden kampen talt sammen om, at flere af all-star spillerne – ikke mindst den tidligere superliga og tysk bundesliga topscorer Ebbe Sand – nok stadig kunne sparke hårdt og score mål.
Det blev dog ikke den tidligere Brøndby IF, Schalke 04 og landsholdsspiller Ebbe Sand, der skulle tangere sin egen VM-rekord fra 1998, hvor han efter 16 sekunder scorede imod Nigeria. I stedet skulle Martin Vingaard, med fortid i superligaens Esbjerg, FC København og FC Nordsjælland bruge 58 sekunder, inden bolden havnede bag Mustafa Harmanci i landsholdets mål til 0-1.
Det var som om DDI-landsholdet med målet imod sig, vågnede lidt op til dåd og fandt ud af, at man altså godt kunne gå til de gamle idoler. Flere af landsholdsspillerne begyndte at bruge mere fysik, og pludselig fik tilskuerne noget af det flotte bold, de havde håbet på at komme ind og se. Man kunne se at det høje tempo, som landsholdet efterhånden fik kørt spillet op i, pressede de gamle stjerner.
“Uha, det er sgu sjældent man har benet helt deroppe” blev der udtalt, let klagende, men med smil på læben fra stjernernes bænk med henvisning til de adrætte benbevægelser, der blev taget i brug for at få bolden pillet ned på hallens blå gulv. Man fornemmede samtidig en hvis frygt for, at bevægelserne ville fremkalde muskelstrækninger og fibersprængninger i de gamle ben.
Det var også tydeligt, at superliga-pensionisterne ikke helt havde styr på de mange regler i futsalspillet, og heldigvis var dommerduoen lidt eftergivende og belærende, når de et par gange måtte forklare de rutinerede udendørsspillere om reglerne for tilbagespilning til målmanden med mere. Efterhånden blev der også styr på den del.
Efter et par minutters spil var der også kommet styr på landsholdet, der havde smidt nerverne og var tæt på at udplacere den tidligere FC Nordsjælland og Esbjerg målmand Jan Hoffmann, der kunne takke stolpen for, at der ikke blev udlignet.
Udligningen kom dog efter tæt ved 8 minutters spil, da Yasin Hida sparkede resolut til bolden, der blev rettet lidt af inden den fløj ind i netmaskerne til 1-1.
Minuttet efter valgte den danske landstræner Michael Springborg at tage en time-out. Her blev det taktiske lige præciseret, og der blev bedt om at gå lidt mere til den inde på banen.
Det gik rent ind hos flere af spillerne, der lige steppede op. Spillet blev markant mere flydende og efter et godt forarbejde fra Ali Dia, kunne Marcus Sandell banke bolden i kassen til 2-1.
Nu var der for alvor kommet blod på tænderne af de tændte landsholdsspillere, der blev mere og mere modige i deres spil. Ikke mindst en velspillende Nassor Salim, der uimponeret over den tidligere FC Nordsjælland, FC Midtjylland og AGF-spiller Danny Olsen, valgte at spille bolden mellem fødderne på superligahelten og lavede kampens første tunnel.
Men Nassor var slet ikke færdig, og man skulle tro at den tidligere Brøndby-spiller, Martin Retov var advaret om den døve spillers hurtige fødder. I 2021 var Retov nemlig vidne til at Nassor lavede tunnel på en superliga-spiller i en opvisningskamp mellem Herstedøster IC, hvor Nassor dengang spillede og så de dengang danske mestre fra Brøndby. Men Retov havde tilsyneladende glemt alt om den sag og nåede ikke at tænke ret meget før end Nassor havde lavet sin anden tunnel.
DDI-holdet blev bare ved og ved med at presse på og efter ca. 12 minutters effektivt spil, tog Søren Bøgsted sagen i egen hånd og hamrede efter et sololøb bolden i kassen til 3-1.
Noget kunne tyde på, at all-star holdet kunne gå hen at få en gevaldig øretæve, men gamle stjerner er svære at slukke, og superliga-spillerne havde stadig noget af det stjernestøv i sig, som i sin tid gjorde dem til de profiler, de var. Man skulle bestemt ikke lade sig narre af de ekstra kilo og de grå hår – det bevidste Ebbe Sand, da han sendte et langt, præcist og hårdt skud direkte imod krydset i DDI-holdets mål. Heldigvis var det en varm og velspillende Mustafa Harmanci, der stod på “kassen”, og i fuld længde kastede han sig heroisk op og reddede bolden i en ægte “TV-redning”.
Nu var landsholdet advaret – de gamle kunne altså endnu – og efter små 14 minutters spil brændte det voldsomt på foran DDI-holdets mål. Mustafa måtte hive en dobbeltredning op og 3 landsholdsspillere måtte ofre sig og kastede sig heroisk ned for redde bolden fra at ryge ind. Jo, de gamle helte fra superligaen havde bestemt ikke tænkt sig at give op – en mentalitet, som landsholdsspillerne kunne lære meget af. Selvom de var nede med to mål, så blev de bare ved og ved med at presse på.
Efter ca. 17 minutters spil kaldte all-star holdet en time-out. Det skulle vise sig at være et godt taktisk træk af Janni Møller Thomsen, der, udover at have arrangeret kampen, også fungerede som manager for all-star holdet. For umiddelbart efter time-outen valgte den tidligere Brøndby, Randers og Nordsjælland-spiller Kasper Lorentzen at sparke hårdt udefra, hvilket han gjorde til perfektion og sendte bolden ind bag en chanceløs Mustafa Harmanci i DDI-holdets mål til stillingen 3-2, der også blev stillingen som holdene gik til pausen med.
I pausen måtte behandler Mette Bille Bendixen fra Vestegnens Sportsklinik helt imod sædvane hjælpe modstanderholdet. Der var nogle gamle ben, der skulle løsnes op, og et par enkelte forstrækninger havde også sneget sig ind på de de pensionerede superliga-helte. Flere af spillerne udtrykte også bekymring om at skulle holde hele 15 minutters pause, hvilket de hævdede var hårdt, når de skulle i gang igen. Men imellem beklagelserne blev tiden brugt på at drikke sodavand og fortælle røverhistorier og anekdoter fra superliga-tiden – taktik blev der ikke talt om.
I landsholdets omklædningsrum blev der derimod talt meget om taktik, formationer og indbyrdes aftaler – om det skulle bære frugt skulle snart vise sig, når dommer-duoen fløjtede anden halvleg i gang.
Det gik bestemt ikke som landstræner Michael Springborg havde ønsket. Spillet flød ikke ligeså sprudlende som i 1.halvleg og efter ca. 2 minutters spil, hvor superliga all-star holdet forsøgte sig med at trække målmanden med i angrebet, sparkede netop målmanden Jan Hoffmann bolden ind i kassen til 3-3.
Nogle minutter efter blev det for meget for én af tilskuerne, der løb ind på banen. Baneløberen formåede således at afbryde kampen til stor morskab for hele hallen. Der var nemlig tale om et lille barn – muligvis en af spillernes. Jo, kampen havde det hele – også en baneløber!
DDI-mål var der derimod ingen af i 2.halvleg. Det virkede som om holdet var gået lidt i stå, og de formåede ikke at lægge det samme pres på all-star spillerne som i 1.halvleg.
Det manglende DDI-pres gav til gengæld plads til, at superliga-spillerne kunne øge deres pres. Det udnyttede den tidligere Silkeborg, Randers og Viborg-spiller Martin Svensson, der sendte bolden ind bag Lars Laursen i landsholdets mål og bragte derved all-star holdet foran 3-4.
Nu var gode råd dyre for de rød-hvide drenge, der forsøgte at skabe overtal og power-play ved at skifte en markspiller, Søren Bøgsted, ind som målmand og stå højt i presset. Presset kom imidlertid i den modsatte ende, hvor Søren Bøgsted i første omgang fik clearet en bold, men efterfølgende kunne Danny Olsen med hovedet loppe den over målmanden og ind i kassen til kampens resultat 3-5.
Selvom DDI’s landshold havde tabt kampen, så var der alligevel plads til smil og glæde efter kampen, da der skulle tages billeder sammen med de gamle idoler. Alle havde haft en god oplevelse, og det forlyder at all-star holdet gerne vil stille op igen – især fordi de vandt. Mon ikke landsholdet gerne tager den udfordring op en anden gang og gerne vil have revanche?
Køb All Star-spillernes trøjer og en masse andre spændende ting på:
https://www.odendo.dk/Doeveidraetten
Du kan også støtte landsholdets indsamling til turen på:
https://sponsor.me/futsaldeafsportden