Artiklen blev første gang publiceret i Døvebladet 04 2023.
Tekst: Ditte Folden Vind
Foto: DDI
En søndag i 2023 blev et historisk øjeblik for fodbolden i DDI. Fodboldlandsholdet er genopstået, som et levn fra fordums tid, hvor konkurrencen var højere, og man havde spillere i Danmarksserien og Superligaen. Men de gyldne tider i døvefodbolden var ikke uden udfordringer og op igennem 00’erne ændrede tiden sig. I dag er virkeligheden anderledes i døvesporten, og på en søndag i september møder jeg de nye trænere, som har tænkt sig at trodse forventningerne og gøre EM i 2024 til virkelighed.
Til fodboldsamling en søndag i september på en kunststofbane møder jeg to herrer, som har været med til at starte fodbold i døvesporten op igen. Mange blandt døve vil nok kunne genkende deres navne, for de har optrådt på fodboldlandsholdet under Dansk Døve-Idrætsforbund i 20 år og har været med igennem de gode og knapt så gode tider. Sammenlagt har de omkring 129 landskampe bag sig, og selvom de begge deltager på træningen, så er deres gyldne tider på landsholdet for længst overstået. I stedet har de valgt at bruge deres erfaring til at skabe et nyt hold, som skal være med til at spille med i toppen i døvefodbolden, men det kommer med udfordringer – både gamle og nye.
Jon Hesselberg er tidligere landsholdsspiller og flere gange danmarksmester i fodbold for døve med Ahorn og den daværende medlemsklub Globen Sport. Derudover har han også vundet Deaf Champions League Han har spillet 47 landskampe og scoret 3 mål, efter han fik sin debut i 2001 for det danske landshold.
Christian Grotkjær er også tidligere landsholdsspiller for døvelandsholdet. Han har spillet 82 kampe for Danmark, har scoret 10 mål og har en bronzemedalje fra World Games for the Deaf i 1997.
Jeg finder dem på kunststofbanen gemt bag nogle træer i en lysning i Rødovre. Men faktisk er i dag deres skridt ud i lyset, efter Jon Hesselberg har arbejdet i skyggerne i mange måneder for at få stablet et fodboldlandshold på benene. Det er lykkedes, og i dag er der mødt hele 7 nye spillere op i lysningen, som alle får en bid af dét at være landsholdsspiller i DDI.
De nye, der er mødt op, kommer alle fra vidt forskellige steder i landet lige fra Skjern til Bornholm og med vidt forskellige baggrunde. Fælles er, at de aldrig har været blandt andre døve eller hørehæmmede på nær én, som engang har været på hyttetur på Hjernø som barn. Det er den virkelighed, som vi står i nu, siger landstræner Jon Hesselberg: ”Spillerne kommer ikke til os i dag, som de gjorde førhen. De har ikke kontakt til døve, fordi de er integreret blandt hørende, så vi er nødt til at tænke ud af boksen.”
For talenterne er derude, siger han – også i Superligaen og tilføjer ”Der er faktisk en spiller med høreapparater i Superligaen. Han er bare på kontrakt i Silkeborg IF, så ham kan vi ikke hive fat i på nuværende tidspunkt.” Det er med til at fortælle, at der er spillere derude. Man skal bare finde dem.
Gyldne tider i dansk døvefodbold
For at forstå den problematik, er vi nødt til at gå tilbage i tiden. Helt specifikt skal vi tilbage til de gyldne år i dansk døvefodbold. Vi starter tilbage i 1997 i København, hvor man vandt den første medalje i fodbold ved et World Games for the Deaf (i dag: Deaflympics).
Landstræneren var Carsten Dohm og han havde spillere som Michael Borup Jensen, Jens Højlund Carlsen, Henrik Petersen, 1. divisionsspilleren Niels Jochumsen kaldet Ny-Niels og en ung Christian Grotkjær på sit holdkort. Danmark var endt 2’er i gruppen efter at have tabt til Tyskland og vundet over Kuwait og Slovakiet. I kvartfinalen stormer man over Irland, som én af de stærkeste fodboldnationer, og det giver selvtillid til semifinalen mod Frankrig i Valby Idrætspark. Desværre røg drømmen om finalekamp i Parken, og Danmark møder i stedet deres nemesis fra gruppespillet, Tyskland, i bronzekampen. Der er både tænding og højt tempo, og efter 84 minutter kan en af de største spillere i døvesporten, Niels Jochumsen, sende bolden i mål.
”Problemet er, da vi skabte gode resultater i 1997 og 1999, der havde vi Døveligaen, hvor de 4-5 bedste hold spillede om danmarksmesterskabet”
Jon Hesselberg
Dengang var det helt nye ”internettet”, vores nuværende formand Michael Weber Steenberg satte rekord i 100 m fri og de nyeste kostråd var udskiftning af creme fraiche 38 % til ymer eller A38. Der er løbet meget vand og mange kostråd under broen siden da, og virkeligheden i dag er anderledes. Det er ikke længere ligetil at finde en Ny-Niels eller Michael Borup Jensen. ”Problemet er, da vi skabte gode resultater i 1997 og 1999, der havde vi Døveligaen, hvor de 4-5 bedste hold spillede om danmarksmesterskabet,” fortæller Jon. Virkeligheden var anderledes, da man havde Døveligaen, som blev afskaffet omkring år 2013, hvor man som landstræner kunne ”scoute” spillerne til fodboldlandsholdet, og før det havde man skolemesterskaberne som vindue.
Men efter de gyldne år kom der en nedtur i dansk døvefodbold, og landsholdet havde svært ved at komme videre fra gruppen op igennem 00’erne. En 12. plads ved Deaflympics i Rom i 2001 var ”uspiselig”, skrev man i Døve-Idræt, efter man havde tabt stort set alle kampe ved slutrunden. Træneren blev udskiftet, men det gav ikke meget indflydelse på resultaterne, og bronzen i 1997 stod mest af alt tilbage som et gammelt ”one-hit wonder” af den der 90’er gruppe, jeg ikke kan huske, på trods af flere nordiske mesterskaber. Det gav sig også til udtryk i rekrutteringen af spillere på fodboldlandsholdet, og man havde svært ved at sparke døren ind til generationen fra 90’erne og fremad.
Historisk deltagelse og et mål om EM i 2024
Tilbage på fodboldbanen i Rødovre, er det ikke en overrasket landstræner, som taler om den virkelighed, som han har mødt i forsøget på at finde spillere til fodboldlandsholdet. Den fortælling er stadig lige så relevant i dag i Dansk Døve-Idrætsforbund. Men Jon er en mand på en mission, og han mener, han har fundet en løsning.
”Jeg prøvede at tænke lidt ud af boksen. Jeg startede med at ringe til alle efterskoler i Danmark, og fandt faktisk også nogle spillere til kvindelandsholdet i håndbold. Jeg fandt sågar en cykelrytter,” siger han kækt. Men det stopper ikke der. Efter han har haft samtlige efterskoler i røret, beslutter han sig for at gå endnu mere specifikt til værks. Han begynder at ringe direkte til fodboldklubberne, hvor talenterne har deres daglige gang. ”Jeg tænkte: ”jeg giver det et skud”, så jeg ringer til alle fodboldklubber fra Danmarksserien og ned til serie 4, og så alle U19- og U17-hold i hele Danmark. Der fik jeg fat i 18 spillere.” I hans øjne var det nødvendigt at tænke ud af boksen og kontakte spillerne direkte, for de løber rundt i hele Danmark uden at vide, at der findes et landshold for døve og hørehæmmede.
”Det er jo helt vildt, at vi kan spille 11 mod 11 og samtidig have udskiftere.”
Rasmus Munk
Det er historisk, at man på herresiden har fundet så mange spillere til en fodboldsamling, påpeger målmandstræner Rasmus Munk, da jeg spotter ham på græsset, ”Det er jo helt vildt, at vi kan spille 11 mod 11 og samtidig have udskiftere.” Det er tydeligt at mærke på stemningen i Rødovre, at det er historisk for fodbolden at have så stor en tilslutning, og man forstår godt, at Jon Hesselberg og Christian Grotkjær er glade. Hvis det ikke lykkedes at samle et hold nu, så ville grundlaget for et fodboldlandshold være tyndere end en 20 år gammel, slidt målmandshandske. Altså tynd. Målet med landsholdet er at komme med til EM i Tyrkiet i 2024. Hvis man ikke når at kvalificere sig hertil, så kommer der en såkaldt død periode i fodbolden, hvor det bliver svært at komme med videre. ”Hvis du ikke er med til EM, så kommer du heller ikke med til OL, da de 8 bedste hold automatisk er kvalificeret. Så kommer der til at være et kæmpe hul, hvor vi ikke kommer med til noget.” siger Jon Hesselberg.
Mere konkurrence skal løse 00’ernes problem
Tilbage til tiden efter 12. pladsen ved Deaflympics i 2001. Her opnåede man en 8. plads ved EM i 2003 og missede et Deaflympics i 2005. Nu opstår et nyt problem grundet den stadigt faldende tilslutning til fodboldlandsholdet op igennem 00’erne. Resultaterne er stadigvæk ikke med Danmark, og vi bliver ved med at gå efter kvartfinalepladser og semifinalepladser men uden så meget som at komme videre fra gruppen, når det gælder. Grundene kan være mange i holdspil, men der er især to ting, som bliver nævnt dengang. Spillerne bliver for magelige og komfortable på deres position. I kan måske huske den flabede Preben Elkjær, der udtalte de famøse ord: ”Fodbold er en kampsport, og kan man ikke tåle mosten, så må man sgu spille ludo.” Om han har snakket med den daværende landstræner, siger arkiverne ikke noget om, men i 2008, ét år efter at Danmark er tilfreds endt på en 7. plads ved EM i Portugal, er landstræner Tonny Mundt ude efter spillerne i Døve-Idræt. Han efterlyser ”engelsk mentalitet” og skriver, at spillerne skal droppe Døveligaen som ”springbræt til skuespillerskolen”.
”Vi spillede ikke som et hold. Vi spillede hver for sig for at sige det mildt. Vi holdt os for os selv, og der var delte meninger om, hvordan tingene skulle køre”.
Jon Hesselberg
Tonny Mundt (og Preben Elkjær) bliver bakket op af den daværende fysioterapeut Andreas Hildrum i 2008, der mener, at der spreder sig en magelighed blandt spillerne, hvor spillere tænker, at de ”uanset hvad bliver udtaget til holdet”, og det skaber et forkert grundlag for landsholdet. Et år efter kommer Danmark ikke videre fra gruppen ved Deaflympics i Taiwan. Ved EM på hjemmebane i 2011, rammer vi igen stolpe ud og bliver nr. 9 ud af 12. ”Vi spillede ikke som et hold. Vi spillede hver for sig for at sige det mildt. Vi holdt os for os selv, og der var delte meninger om, hvordan tingene skulle køre,” erindrer Jon. Årene efter 2011 er symptomatisk forsvundet på nettet, og alt hvad der tilbage er spillernes erindringer.
Tilbage i 2023 i Rødovre spørger jeg Jon, hvordan man undgår samme situation og mentalitet. ”Jeg er meget opmærksom på det. Dengang [i 1990’erne] var der meget konkurrence, og det skal de nye være med til at skabe igen. De 7 nye spiller alle i en fodboldklub, så på den måde får de også presset de andre, som måske tænker ”nu bliver vi også nødt til at træne hårdere.” Men Jon er forpustet og udmattet, for han måtte alligevel en tur i marken, da der opstod en skade på en af spillerne, som en venlig bemærkning om, at de ikke helt har nået deres mål endnu. Selvom konkurrencen om pladserne på landsholdet vil være større, så er der stadig udfordringer med at holde på dem.
”Løb jer en tur uden jeres høreapparater”
De fleste af de nye spillere kommer med CI, høreapparater og BAHS, og har aldrig prøvet at spille uden. For at man kan holde på dem, må man i døvesporten også erkende, at det kan være en omvæltning for mange, som har været ”hørende” hele deres liv, mener landstræneren.
Før i tiden bad man spillerne om at tage apparaterne af med det samme, så alle var lige i sporten, men Jons erfaring er, at spillerne bliver skræmt væk af den nye virkelighed som døv. For at undgå det, vil man begynde at lade spillerne beholde deres udstyr på og give dem en blidere overgang i træningen. Jon Hesselberg fortæller: ”Jason (Rasmussen) spurgte mig i dag: skal vi sige til dem, at de skal tage høreapparaterne af? Jeg siger til ham, ’nej det er for tidligt.” Før i tiden har man nok presset de nye, mener Jon, og fortsætter: ”Det har vi nok gjort for hurtigt til de andre samlinger, når de nye er kommet, for så skal alle være på lige fod med os andre. Men lad dem lige vænne sig til det.” Det initiativ viser sig at være til stor hjælp for nogle af de nye, som netop ikke føler sig tryg uden deres hjælpemidler.
Når man spørger nogle af de nye, som bruger CI, er det en faktor, som de vil overveje. Sophus Nielsen, som er helt ny blandt døve, har aldrig prøvet at spille uden sine to CI, og er derfor lidt tøvende, da vi spørger ham, hvordan han ville have det med at spille uden. ”Det er skræmmende at skulle tage mit CI af. Du føler dig helt alene i verden, når man ikke kan høre noget. Jeg er mest tryg ved at spille, mens jeg kan høre, fordi jeg er vokset op sådan.” Den virkelighed møder forståelse hos landstræneren, som på trods af, han ikke selv havde det sådan, godt ved, at det kan være svært for de nye, som ikke kender andre, der er døve. ”Det kan godt være en stor omvæltning for dem. For mig selv var det ikke noget. Jeg tog dem bare af, og så kørte jeg på, men for nogle kan det godt være stort. Når man tager apparatet af, er man jo døv, så nu må vi se, når de har sundet sig lidt på det.”
Da landstræneren slutter samlingen, kommer han med en anbefaling til netop de nye, for at være sikker på, at kravet ikke vil skræmme dem væk: løb jer en tur uden jeres apparater på. På den måde får de lov til at udforske det på egen hånd i trygge omgivelser. Landstræneren håber, at det kan være med til at give dem mod til at vende tilbage.
”Måske i morgen, når de vågner, tænker de ”hov, jeg var faktisk til en landsholdstræning, og jeg er faktisk også udtaget til næste gang.”
Jon Hesselberg
Fællesskabet frem for alt andet
Men der er ikke som udgangspunkt grund til bekymring denne sensommerdag i Rødovre, for døvesporten er i dag et samlingspunkt for unge med et høretab, og det kan mærkes hos de nye. Selvom det kan være svært at vænne sig til at være døv på banen, så tiltrækker fællesskabet alligevel. Da jeg efter træningen spørger dem, hvordan det har været, er det ikke først og fremmest den rød-hvide dragt, som de nævner. Det er fællesskabet og mødet med ligesindede, der fylder mest. Først da jeg spørger ind til en mulig EM-udtagelse med Dannebrog på brystet, er det noget, der strejfer dem. Allertydeligst er det mødet med folk, som dem, der har gjort indtryk på dem. William Tykær Lave er også ny på landsholdet, og selvom han før har mødt andre som ham, har han ikke fundet et sted, hvor sport og høretab mødes. ”Det var sjovt at møde nogle ligesom mig. Mega fedt at prøve. Jeg har før prøvet at være på hyttetur på Hjernø med hørehæmmede ligesom mig selv, men dengang var jeg barn. Jeg møder ikke til dagligt folk ligesom mig, så det er fedt at møde dem her.” Sophus Nielsen er enig, og selvom det er skræmmende at skulle tage sit CI af, så er han alligevel ikke helt skræmt væk, da motivationen for at repræsentere sit land er stor. ”Jeg synes, det er fedt, at bare fordi man er døv, så kan man stadig komme på landsholdet og repræsentere sit land. Det synes, jeg er mega fedt.” Tilbage på kunststofgræsbanen er en landstræner, som håber, at oplevelsen på denne søndag i september vil sætte sig de næste par dage og give de unge mod på mere. ”Jeg tror også for mange af dem, skal det også lige gå op for dem, hvad det er for noget det her. Måske i morgen, når de vågner, tænker de ”hov, jeg var faktisk til en landsholdstræning, og jeg er faktisk også udtaget til næste gang.”
Hvis du spørger trænerne, så har det i hvert fald været en succes, og drømmen om EM i 2024 lever endnu. Da jeg spørger Jon Hesselberg og Christian Grotkjær, om det er realistisk, siger de begge ”JA”, som havde jeg spurgt dem, om Niels Jochumsen er den største af dem alle.