Idrætsleder Patrick Mikkelsen og landstræner for discgolf Lasse Christensen var begge med til weekendens DM i pargolf. Hvor Patrick var Tournament Director og arrangør var landstræneren med for at se spillerne, der skal repræsentere Danmark ved nordisk-baltisk mesterskab til september på Bornholm. Læs Lasse Christensens referat fra weekenden her.
Det var lagt op til en stor discgolf turnering i weekenden med ikke mindre end 20 spillere fra henholdsvis Døvania, Lethica og IK Viking, der skulle dyste i disciplinen pargolf. I modsætning til “almindelig” discgolf, som er individuelt, så er spillerne i par. Der var sket udskiftning i det forsvarende danmarksmesterpar fra Lethica, Emil Mitko Trillingsgaard Stabel og Martin Tranemose. Martin Tranemose var skiftet ud med Ulrik Mjelva, så under alle omstændigheder ville det være et nyt danmarksmesterpar i 2024.
Udskiftningen kunne da ikke ses efter første runde (best shot) lørdag, da der var en delt første plads til parrene Uffe Morell Nielsen & Kristian Damgaard Faaborg Halse (Døvania) og netop Emil Mitko Trillingsgaard Stabel & Ulrik Mjelva (Lethica). Begge var gået runde i -10 kast i forhold til banens Par, dvs. hvad banen er sat til. Skarpt efterfulgt at Christian Klim & Frank Høyer Hansen (Lethica), der gik første runde i -9. Og nogle få kast efter dem på -7 kast lå Mark Blynov & André Kobberholm (Døvania).
Efter frokost blev deltagerne så smidt ud i den noget sværere anden runde (Alternate Shot), hvor de ikke længere kunne få hjælp af deres makker, hvis de havde fejlet et kast. Det kunne tydeligt ses på resultaterne, og der blev vendt op og ned på feltet af deltagere, da bedste runde her blev +1 kast over banens par. Derefter begyndte der at ske ændringer i toppen, da Uffe Morell Nielsen & Kristian Damgaard Faaborg Halse (Døvania) kom en del bedre igennem runden og fik skabt et forspring til nummer 2 med 2 kast. Det gav en lille buffer, som måske kunne give lidt mental ro og overskud til finalerunden om søndagen. Vejrmæssigt havde vi en perfekt dag med masser af solskin og ikke meget vind.
Top 3 efter to runder
- Uffe Morell Nielsen & Kristian Damgaard Faaborg Halse (Døvania) med samlet -9 kast
- Emil Mitko Trillingsgaard Stabel & Ulrik Mjelva (Lethica) med samlet -7 kast.
- Mark Blynov & André Kobberholm (Døvania) med samlet -4 kast.
Søndagens finalerunde
Søndagen startede med godt humør over hele linien, selvom der var mere vind end lørdag. Vi fik sågar en del regn i Sorø, som også påvirkede spillet. Nu skulle slaget stå, og parrene blev inddelt, så de alle gik finalerunden med deres direkte konkurrenter, og det gav lidt ekstra mentale udfordringer. Mange spillere kæmpede lidt med at holde fast i deres discs i regnen, og for nogle spillede vinden også et pus.
Uffe Morell Nielsen & Kristian Damgaard Faaborg Halse (Døvania) holdt hovederne kolde, og leverede præcist samme resultat som første runde, og deres samlede sejr var ikke meget i fare. Sølvet derimod var der kamp om igennem hele finalerunden – også grundet en del uheldige putts, der ramte metal men ikke røg i kurven. Efter 14 ud af 18 spillede huller var det helt lige om sølvet mellem Emil Mitko Trillingsgaard Stabel & Ulrik Mjelva (Lethica) og Mark Blynov & André Kobberholm (Døvania). Det var spændende underholdning for de deltagere, der var hurtigt færdige og de få tilskuere, der var dukket op og heppede på deres favoritter. 2 Huller efter trak det ene par dog et kast fra de andre, og det holdt hele vejen hjem så medaljetagerne i årets DM blev som følger.
1. plads: Uffe Morell Nielsen & Kristian Damgaard Faaborg Halse (Døvania) med samlet -19 kast
2. plads: Mark Blynov & André Kobberholm (Døvania) med samlet -10 kast.
3. plads: Emil Mitko Trillingsgaard Stabel & Ulrik Mjelva (Lethica) med samlet -9 kast.
Tillykke til de nye danmarksmestre!
Og fra mig skal lyde en tak til alle deltagere og tilskuere for en lækker og hyggelig discgolf weekend. Og tak til idrætsleder Patrick Milther Mikkelsen, der også i turneringens anledning var arrangør og Tournament Director, for at have stået for og arrangeret denne dejlige turnering.