Discgolf-landsholdet får ny træner og idrætsleder

På discgolf-landsholdet er kontrakten med holdets mangeårige landstræner Lasse Christiansen udløbet ved årsskiftet.

– Jeg vil gerne takke Lasse, som påtog sig landstræneransvaret efter coronaperioden i efteråret 2022 og blandt andet ledte landsholdet ved NBM på Bornholm i 2024. Lasses afslappede tilgang har skabt ro i holdet, og spillerne har opnået forbedringer i deres tekniske færdigheder og spilforståelse, siger Eetu Keski-Levijoki, der er eliteidrætskonsulent hos Dansk Døve-Idrætsforbund.

Landstrænerposten vil fremover blive varetaget af Casper Vinther Frederiksen fra Aarhus.

Lars overtager som idrætsleder

Samtidig er idrætslederposten også skiftet, da Patrick Milther Mikkelsen har valgt at fratræde som idrætsleder.

Lars Helth Hedegaard vil nu stå i spidsen for holdet. Lars har været aktiv på klubniveau og har blandt andet haft ansvaret for Vinter Cup i discgolf.

Eetu Keski-Levijoki fortæller:

– Jeg har gode minder om samarbejdet med Patrick fra Vinter Cup, hvor hans indsats var eksemplarisk. Patrick ønskede at fokusere på at opnå sine mål som discgolf-spiller ved de kommende mesterskaber og har derfor valgt at fratræde som idrætsleder.

DDI’s spillere ser frem til at møde både Lasse og Patrick igen i discgolfens verden i fremtiden.

Mange nye opgaver i vente

Om fremtiden fortæller Eetu Keski-Levijoki, at det nye teams næste store opgave allerede bliver til september, når discgolf-landsholdet deltager i NBM Discgolf i Talsi, Letland.

Landsholdet starter sæsonen med en åben samling lørdag den 21. marts i Odense.

– Jeg ser frem til at se, hvilke nye idéer Casper og Lars vil bringe ind i landsholdet, slutter Eetu Keski-Levijoki.

Del