Hele fundamentet for DDI er de mange fantastiske frivillige, der får idrætten til at fungere som et vigtigt, aktivt fællesskab for døve og personer med hørenedsættelse.
Vanen tro har DDI derfor uddelt årets priser for 2024 til repræsentantskabsmødet i Kerteminde.
Her er prismodtagerne. Ingen af dem var til stede ved repræsentantskabsmødet. Priserne bliver derfor overrakt når lejligheden byder sig
Tak for jeres indsats og tillykke.

Mathias Trock modtager prisen som Årets Fund for sin bemærkelsesværdige debut i døveidrætten og sit hurtige sportslige gennembrud som marathonløber.
Han meldte sig ind i DDI i begyndelsen af 2024 og imponerede allerede ved sit første marathon, hvor han opfyldte VM-kravet på 3:15 med tiden 3:07:02. Senere på året løb han VM i Taipei med en tid på 2:54:23 – den hurtigste debuttid i DDI’s historie og blot hans andet marathon nogensinde.
Mathias har på kort tid vist både talent, disciplin og et stærkt konkurrerende sind. Hans udvikling og resultater lover stort for fremtiden, og derfor hædres han som Årets Fund 2024.

Kristin Martinsen modtager prisen som Årets Leder for sit store frivillige engagement og sin utrættelige indsats for døveidrætten. Hun brænder for at udvikle sine atleter og arbejder målrettet for at løfte niveauet.
Samtidig møder hun udfordringer med positiv energi og klager aldrig, selv når rammerne kunne være bedre. Hendes engagement, passion og vedholdenhed gør hende til et forbillede og en fortjent modtager af prisen.

Frank Høyer Hansen modtager Jørgen Jørgensens Frivillighedspris for sit store og vedvarende engagement i døveidrætten. Han har gennem sin indsats i herrehåndbolden lagt et betydeligt stykke frivilligt arbejde og brugt mange timer på at støtte og udvikle spillerne.
Frank er kendt for sin passion, sit store hjerte for døveidrætten og sin evne til at motivere andre. Han arbejder altid loyalt og målrettet – og han bidrager med både faglighed, overskud og en smittende entusiasme.

Herretrioen i bowling – Oliver Wulff Kristensen, Pierre Bocquet og Thomas Harbo Helstrand – modtager prisen som Årets Idrætspræstation for deres imponerende indsats ved EM i Bruxelles 2024, hvor de vandt sølvmedalje i trio.
Holdet leverede en fremragende turnering og besejrede blandt andet storfavoritterne fra Ukraine i semifinalen – en præstation, der krævede både fokus, mental styrke og et stærkt sammenhold. Niveauet i europæisk bowling er højt, og konkurrencen om medaljerne benhård, men de tre danske spillere holdt hovedet koldt og leverede på allerhøjeste niveau.
Sølvmedaljen er et resultat af målrettet træning, samarbejde og vilje til at yde deres bedste for Danmark – og derfor fortjener de anerkendelsen som Årets Idrætspræstation.