DDL (Danske Døves Landsforbund) kører i øjeblikket en SMS-kampagne i forbindelse med døve som ikke kan holde jul på samme måde som mange andre kan. Der er desværre udsatte døve som lever i ensomhed, og blandt andet også fattigdom og hjemløshed. Her mener Dansk Døve-Idrætsforbund at de udsatte døve ofte ikke bliver set eller hørt i de danske medier, i de forskellige indsamlinger der bliver kørt rundt omkring i Danmark.
“Energiselskabet OK og Dansk Døve-Idrætsforbund har besluttet, at sende 5.000 kr. til kampagnen, for det er en sag som vi bakker op om, og vi håber naturligvis at flere vil gøre det samme fremadrettet. Vi takker Energiselskabet OK for det gode samarbejde og vi er glade for at der ikke var nogen tvivl om, at de ville være med til at bakke op om denne gode hjertesag, med døve som har det svært i julen.” udtaler Joachim Thor Krøyer, sekretariats- og elitechef.
Danske Døves Landsforbund giver hvert år økonomisk julehjælp til udsatte døve, så de får mulighed for at fejre jul – sammen. Giv en gave på 100 kr. ved at skrive DØV 100 til 1245 og vær med til at støtte døve, der har det svært. Læs mere her.
Dansk Døve-Idrætsforbund ønsker alle som modtager en del af støtten fra DDL, en rigtig glædelig jul og et godt nytår.