DDI håber på medaljer i badminton til European Deaf Youth Games

European Deaf Youth Games 2026

Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI) drømmer stort forud for European Deaf Youth Games (EDYG), der finder sted i tyske Hannover. DDI har nemlig udtaget to meget talentfulde 15-årige badmintonspillere, William Haurholm-Rasmussen og Viktor Bergmann Verhelst, og ifølge badmintonlandstræner Tommy Rasmussen er der gode muligheder for, at drengene kan sikre medaljer med hjem til Danmark.

”Min forventning er, at vi gerne skal komme hjem med 2-3 medaljer i herresingle. Drengene er med i både U17-rækken og U19-rækken, fordi vi mener, at de har kvaliteter til også at klare sig i U19. Det kommer helt an på, hvilke spillere de stærke lande kommer med, men ellers synes jeg, at det ser ekstremt godt ud,” siger Tommy Rasmussen.

Badmintonlandstræner Tommy Rasmussen

De to badmintonspillere kan således se frem til mange kampe på få dage, da de både stiller op i herresingle og herredouble. Viktor Bergmann Verhelst var med til sit første senior-EM sidste år i Tjekkiet, og han ser frem til turneringen i Hannover.

”Det er virkelig fedt at spille en turnering i udlandet og ovenikøbet også imod andre døve på min alder. Det er fantastisk, at EDSO (European Deaf Sport Organisation) har arrangeret det her, så badmintonspillere kan møde andre badmintonspillere, men også atleter fra andre sportsgrene”, siger han.

Viktor Bergmann Verhelst

Danmarks andet badmintonkort William Haurholm-Rasmussen har trods sin unge alder tidligere deltaget i såvel Deaflympics som VM og EM for seniorer. Han ser også frem til European Deaf Youth Games.

”Jeg glæder mig til at se niveauet og til at se, hvem der ellers deltager. Det bliver også sjovt at spille double sammen med Viktor. Jeg kender ikke så mange spillere fra de andre lande på min egen alder, men det bliver spændende at spille mod andre, end dem jeg plejer”, siger William Haurholm-Rasmussen.

William Haurholm-Rasmussen

EDYG er for unge i alderen 14 til 18 år og er skabt for at fremme fysisk aktivitet blandt unge med høretab, styrke social deltagelse og muliggøre internationale møder i hele Europa. Ved EDYG er der konkurrencer i ni sportsgrene. Atletik, badminton, basketball 3 x 3 (drenge), beachvolleyball, futsal (drenge), orienteringsløb, svømning, bordtennis og tennis. Atleter fra 24 lande deltager i legene.

Udover de to badmintonspillere har Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI) udtaget et U19-landshold i futsal til at repræsentere de danske farver i Hannover. I Futsal spiller Danmark sin første kamp mod Belgien søndag d. 16. august. Udover Belgien er Danmark i pulje med Sverige og Ungarn.

Del