I starten af maj måned satte Dansk Døve-Idrætsforbund gang i et nyt initiativ inden for e-sporten – et hidtil uberørt område for vores forbund. Idéen med DDI FIFA CUP 2020 opstod på baggrund af den seneste tids uvished omkring COVID-19 situationen, som har udfordret os alle. DDI valgte at se udfordringen som en oplagt mulighed til at teste e-sportområdet af, som blandt andet er populært blandt rigtig mange unge. Samtidig var det også helt ideelt at turneringen kunne afvikles online, og at deltagerne af samme grund kunne spille hjemmefra.
Intens og spændende afslutning på turneringen
Efter knap to uger med kampe hver tredje dag kunne Hung Vancao i sidste uge kalde sig for vinder af DDI FIFA CUP 2020, efter en intens finale som endte med en 2-1 sejr over den unge Ali Dia. Begge spillere viste store ting på banen.
I bronzekampen stod slaget mellem Martin Jacobsen og Mads Henriksen. De endte med at spille deres første kamp uafgjort 3-3, hvilket betød at de skulle ud i omkamp. Her var der lagt op til en kæmpe målfest, hvor Martin Jacobsen i sidste ende trak det længste strå, og kørte sejren hjem med en slutstilling på 7-6.
På finaledagen fik Dansk Døve-Idrætsforbund assistance fra ungdomsklubben for døve, Absalon 2.0, som var med til at hjælpe til med live streaming. Dette gav et helt nyt indblik i mulighederne inden for live streaming, hvor vi blandt andet fik tilføjet to kommentatorer (Nassor Salim og Tobias Holland) til at kommentere bronzekampen samt finalen.
“Dansk Døve-Idrætsforbund har modtaget mange positive reaktioner og god feedback både under og efter afviklingen af DDI FIFA CUP 2020. Vi har fået mange erfaringer og nye indtryk fra denne gang, som vi nu vil tage og evaluere på. Samtidig har flere af deltagerne tilkendegivet at de er meget interesseret i at stille op igen til et lignende arrangement, hvilket giver os et godt udgangspunkt for at arrangere et lignende initiativ i fremtiden. Det fortæller os i den grad at e-sport også er i fremgang hos DDI’s målgruppe.” udtaler Nicklas Kleczewski, kommunikationskonsulent hos Dansk Døve-Idrætsforbund.
Top 3
- Hung Vancao, Vancao
- Ali Dia, Ali_Dia_99
- Martin Jacobsen, Mrjacobsen83
Samlet overblik over turneringen
Dansk Døve-Idrætsforbund takker alle som var en del af arrangementet på den ene eller anden måde, og vi ser frem til flere lignende tiltag i fremtiden.