Det danske døvelandshold i herrehåndbold har fået ny cheftræner. Valget er faldet på Daniel Sandbye fra Fredericia, som kommer med både stærke håndboldkompetencer og stor menneskelig indsigt.
Daniel er 35 år, bor i Fredericia med sin familie og har været håndboldtræner siden han var 16. Han har trænet både ungdoms- og seniorhold i Fredericia, Silkeborg/Voel og Smidstrup og har desuden været kredstræner og er tilknyttet Team Danmarks morgentræning. Til daglig arbejder han som pædagog på en specialskole, hvor han arbejder med børn fra 0.–10. klasse.
Han er glad for muligheden for at fortsætte arbejdet med døvelandsholdet i håndbold, og han glæder sig til at lære spillerne at kende:
“Det tiltaler mig at være en del af noget større og få lov til at bygge videre på noget. Jeg glæder mig til at lære spillerne at kende og skabe et hold med både sportslig kvalitet og stærkt fællesskab,” siger Daniel Sandbye.
Daniel Sandbye
Fik tip fra den tidligere landstræner
Det var faktisk Daniel selv, der tog det første skridt. Han kender nemlig Kim Næsby – den tidligere landstræner – fra Fredericia, hvor han fik Kim til klubben. Da Daniel opdagede, at Kim var en del af døvelandsholdet, tog han kontakt og udtrykte sin interesse for at blive en del af projektet. Kim spurgte, om det kunne være noget for ham – og kort tid efter var bolden i gang med at rulle.
“Det gik stærkt. Jeg havde lyst til at prøve noget nyt som træner, og det her føltes som en spændende og meningsfuld udfordring,” fortæller Daniel Sandbye.
Idrætsleder for herrehåndbold, Frank Hansen, glæder sig over valget på Daniel, som han kender fra håndboldmiljøet:
“Jeg kender Daniel fra tidligere, hvor han var træner for min søn. Han har stærke faglige kompetencer og brænder for rollen. Vi har haft en god snak, og vi deler samme tanker og visioner for, hvilken retning herrelandsholdet skal i. Derfor har jeg valgt Daniel – han er det rette valg til posten. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med ham fremover.”