Christensen Kjærulff ny sponsor i Dansk Døve-Idrætsforbund

– Vi er stolte over at kunne offentliggøre, at revisionsfirmaet Christensen Kjærulff nu er sponsor og ny revisor for Dansk Døve-Idrætsforbund. Sponsoratet skal hjælpe forbundet med den fortsatte udvikling og vækst for alle med høretab. Vi bliver nu endnu stærkere sammen med Christensen Kjærulff og de øvrige samarbejdspartnere som vi har ombord i Dansk Døve-Idrætsforbund, fortæller Joachim Thor Krøyer, sekretariats- og elitechef.

Udover at Christensen Kjærulff bliver ny sponsor, bliver revisionsfirmaet tilmed også ny revisor for Dansk Døve-Idrætsforbund.

– Vi er utroligt glade for at det er lykkedes os at finde en revisor som ikke kun har fokus på forretningsdelen, men også har interesse i at støtte vores udvikling i døveidrætten, siger næstformand Anders Kirchheiner.

En af de første oplevelser med døveidrætten for Christensen Kjærulff bliver kvalifikationskampen mod Ukraine på Frederiksberg Stadion, hvor vi inviterer revisions- og rådgivningsfirmaets medarbejdere med til kampen i røde og hvide farver. Her vil Christensen Kjærulffs logo blive båret på fodboldlandsholdets kamptrøjer.

Dansk Døve-Idrætsforbund byder Christensen Kjærulff velkommen, og vi ser frem til et godt samarbejde.

Om Christensen Kjærulff

Christensen Kjærulff er et mellemstort statsautoriseret revisions- og rådgivningsfirma beliggende i historiske omgivelser i hjertet af København. Firmaet blev etableret af Svend Aage Christensen i 1948, og efter flere fusioner og opkøb består firmaet i dag af 13 indehavere og omkring 110 medarbejdere, der tilsammen betjener over 5.000 kunder. Læs mere på www.ck.dk

Del