Oliver på træningstur hos stærk bowlingnation

Når man er vild med bowling, er det svært at sige nej til et spændende tilbud om at komme til Sydkorea og spille bowling. Men efter sin bronzemedalje ved VM i München, Tyskland, i 2023 fik unge Oliver Kristensen en interessant henvendelse. En kvinde fra den sydkoreanske delegation spurgte ham, om han kunne være interesseret i en tur til Seoul, men da Oliver stadig var under uddannelse, måtte han takke nej.

To år senere mødte Oliver igen kvinden ved Deaflympics i Tokyo, hvor hun gentog tilbuddet. Nu var uddannelsen som smed færdiggjort, og i sommers satte Oliver Kristensen kursen mod øst. I næsten halvanden måned besøgte det danske bowlingtalent det bowlingtossede Sydkorea, og han kom hjem med rygsækken fyldt med oplevelser – ikke mindst på bowlingbanen.

”Det var en super tur. Jeg synes, at det er fedt, at der er mange, der går op i bowling i Sydkorea, for jeg kan godt lide at spille et sted, hvor folk går op i det. Jeg var med i en stor international turnering med over 350 spillere, hørende såvel som døve. Det er noget, man som bowlingspiller skal prøve, for det er en fed oplevelse”, siger Oliver Kristensen.

Han røg desværre ud på andendagen af turneringen, da han lige skulle vænne sig til forholdene i Sydkorea. Der var lagt ny olie på banerne, og derudover var der også strammere regler, end hvad han er vant til.

”Jeg prøvede virkelig at høre efter, hvad dommerne sagde, for ellers kunne man blive smidt ud. Du kunne få advarsler og blive vist ud, og det gør du ikke i Europa. Det var lidt overraskende for mig, men så var der én, der sagde til mig: Husk, du må ikke gå ud på banen foran de andre, før de har skudt færdig,” fortæller Oliver Kristensen.

”Men det er fedt, at de går så meget op i det”, siger han.

Oliver Kristensen var afsted i næsten halvanden måned, og turen var ikke bare sommerferie.

”Jeg trænede virkelig meget på turen. Næsten 28 dage i streg. Kun træning. Jeg bruger min krop meget, når jeg spiller bowling, og derfor har jeg meget fokus på min krop. Jeg har lært i Sydkorea, hvordan jeg skal skyde, og hvordan jeg skal holde min bowlingkugle. På den måde har jeg fået en meget bedre position med min krop, når jeg står på banen”, siger han.

Udover sin træning fik Oliver også mulighed for at rejse rundt i Sydkorea. Landet har nemlig meget andet at byde på end byernes bowlinghaller og hovedstadens højteknologiske oplevelser.

” Der var nogle dage, hvor jeg havde fri, og så tænkte jeg, at det var bedre at komme ud og se noget natur og opleve noget byliv i stedet for at blive siddende på mit hotelværelse. Jeg har været ude i landet og se flotte bjerge, og jeg har gået lange ture i naturen og besøgt mange byer. Én dag gik jeg næsten 30.000 skridt,” fortæller Oliver Kristensen, der slår fast, at det ikke er sidste gang, at danskeren har besøgt det sydøstasiatiske land.

”Jeg kan godt lide deres kultur. Det er meget levende. Jeg overvejer faktisk at tage til Sydkorea igen til næste år. Og så kan jeg også besøge nogle nye venner, som jeg har fået derovre. Jeg har lært en lille smule sydkoreansk tegnsprog og også lidt sydkoreansk, men det er et svært sprog, for det er meget lange ord”, siger Oliver, der selv har betalt for turen i sommer.

Den danske bowlingspillers næste store mål bliver til DM i bowling for døve, der finder sted i weekenden 13.-14. marts i Køge.

Del