Regnbyger og kastevinde gjorde forholdene vanskelige, da de Nordisk-Baltisk mesterskaber i discgolf i weekenden blev spillet i den lettiske by Talsi. Banen var noget svære end ved seneste NBM for to år siden på Bornholm. Der var lange baner, og det var meget kuperet. Det gik enten op eller ned. Samtidig betød det våde vejr, at banen blev tung, og forholdene gjorde det såvel vanskeligt som udfordrende for flere af spillerne.
Turneringen skulle afvikles hen over tre runder. Danmark stillede op med seks mandlige spillere og en enkelt deltager i kvinderækken. Hos mændene lå Christian Klim godt til efter to runder, og den danske mester lå nummer fem – blot tre kast efter 2. pladsen. Desværre kunne Klim ikke helt holde det flotte niveau på den tredje og afgørende runde, og han endte på en delt 7. plads.
Danmark sluttede med at få fire spillere i top15 i herrerækken, da Kristian Halse blev nummer 11, Jesper Vestergaard en delt nummer 13 og Mark Blynov en delt nummer 15. Hos kvinderne gik Melanie Mayntzhusen en fin sidste runde, og hun endte som nummer 4 i kvindernes række.

Tæt på målsætning
Dansk Døve-Idrætsforbund havde en målsætning om at få to spillere i top10 i herrerækken. Det lykkedes næsten med Christian Klims 7. plads og Kristian Halses 11. plads, og derfor er eliteidrætskonsulent Eetu Keski-Levijoki mere tilfreds med resultaterne end til Nordisk-Baltisk mesterskab for to år siden.
”Resultatmæssigt var danskernes præstation bedre end for to år siden på Bornholm. Og jeg tænker ikke kun på placeringerne, men også på, hvordan vores spillere klarede sig i forhold til toppen målt på det samlede antal kast. Alle spillerne har udviklet sig, og det kan vi også tydeligt se”, siger han og fortsætter:
”Jeg kunne dog godt tænke mig mere stabile præstationer over alle tre dage. Forskellen mellem en god og en dårlig dag var stadig for stor for flere af spillerne. Niveauet i nordisk discgolf er meget højt, og hvis man skal klare sig godt i slutrunderne, skal man være stabil over alle runder”.
Derudover vil DDI’s eliteidrætskonsulent også fremhæve Jesper Vingum Vestergaard, der sprang til som deltager kort tid før mesterskabet.
”Jesper Vingum Vestergaard kom med til mesterskabet som reserve, men endte med at blive den tredjebedste dansker. Han spillede en forholdsvis stabil weekend. Det var en rigtig flot
præstation af ham, især når man tænker på, at han kom ind som reserve”, siger Eetu Keski-Levijoki.
Hos mændene blev Severi Väre nordisk-baltisk mester, mens Harijs Felkers fra Letland tog sølvet foran landsmanden Aivis Gravitis, det vandt bronze. Hos kvinderne sejrede Anette Ojastu fra Estland foran Mimmi Granat fra Sverige, mens Cathy Saem fra Estland tog bronzen. Alle resultaterne fra Nordisk-Baltisk mesterskaber i Letland kan ses her: NBDDC 2026 | Professional Disc Golf Association
Nordisk-Baltisk mesterskab i discgolf 2028 finder sted i Finland.