Dansk Døve-Idrætsforbund har udtaget to spillere, når VM i golf bliver afviklet på den anden side af Øresund. Fra den 11.-14. august består VM-turneringen af fire runder på Barsebäck Golf & Country Club i Sverige, og til at repræsentere de danske farver har DDI udtaget den erfarne Lasse Emil Nielsen samt det unge håb Kasper Grell.
Tilbage i 2019 vandt Lasse Emil Nielsen EM-bronze på selvsamme bane i Barsebäck, og han håber, at han igen kan vinde metal med hjem.
”Mine forventninger er altid at gå efter en topplacering. Jeg skal i hvert fald være i top-10. Det har jeg nærmest været de seneste mange år. I 2019 smed jeg faktisk en del slag væk på de sidste tre huller, fordi jeg gik aggressivt efter toppen. Dengang spillede jeg med en del risiko, men i dag er jeg blevet lidt mere erfaren, så jeg vil ikke spille så vildt, som jeg gjorde, siger han.
Samme toner lyder der fra 22-årige Kasper Grell, der blev nummer 11 til Deaflympics i Tokyo sidste år. Her spillede han sin første turnering med flere runder, og til trods for at en sprængt trommehinde gav store udfordringer på balancesystemet, lykkedes det ham at opnå et fornuftigt resultat. Også han håber på en god placering til VM i Sverige.
”Mit mål er at vinde, men jeg har ikke nogen forventninger. Efter Tokyo var jeg ikke tilfreds med mit korte spil og mit jernspil. Det har været min akilleshæl, men for kun to uger siden begyndte jeg at se markante forbedringer. Det handler om at sætte tingene sammen, og det håber jeg, at jeg kan gøre i Sverige”, siger Kasper Grell.
I juni måned var de to golfspillere i Sverige for at teste banen i Barsebäck, og de mener begge, at det vil gavne dem forud for VM-turneringen.
”Jeg har testet, hvor langt jeg kan presse banen, og nu har jeg en forståelse af, hvordan jeg højst sandsynligt skal spille den. På prøverunden inden turneringen har jeg en gameplan, jeg kan teste, og herefter kan jeg finjustere planen, så den bliver bedre”, fortæller Kasper Grell.
For Lasse Emil Nielsen var det godt at få genopfrisket, hvordan banen i Barsebäck ser ud.

”Jeg havde faktisk glemt, hvordan en del af hullerne var. Det gav mig en del, i forhold til de valg jeg skal træffe. Hvor jeg skal placere mig henne på banen osv. Ved hul 1 kunne jeg ikke huske, hvor langt jeg skulle frem, men jeg kunne se, at jeg ikke må slå for kort. Det vil straffe mig. Det var godt lige at få det genopfrisket, siger Lasse Emil Nielsen.
Første runde til VM i golf bliver spillet tirsdag den 11. august. Der er fire runder, intet cut, og finalerunden finder sted fredag den 14. august.
DDI forsøger så vidt muligt at opdatere Lasse og Kaspers resultater på Facebook og Instagram. VM-turneringens hjemmeside er: www.wdgc2026.com