Foråret var endelig kommet til Paris da to modige kvindelige debutanter var klar til et langt og krævende trailløb: EcoTrail Paris.
Lørdag den 19. marts gennemførte Tina Dideriksen og Christina Hausgård fra Døvania det 30 km lange trailløb, med over 500 højdemeter sammenlagt på hele ruten – svarende til ca. 6 gange op ad skibakken på Amager. Starten gik fra Observatoire de Paris, beliggende i skoven Forêt domaniale de Meudon lidt udenfor Paris’s centrum, til målstregen på midten af broen Pont Pont d’Iéna, ved foden af Eiffeltårnet i hjertet af kærlighedens by.
På selve ruten blev der løbet på meget varierende underlag, blandt andet brede skovstier, almindelig grusstier, smalle og snogende skovstier hvor der var meget lidt plads til overhalinger. Plads til overhaling var der heller ikke på flere af bakkerne, men det er dog også en uskrevet del af trailløbet, at der tages hensyn til andre løbere på især de smalle stier, hvorfor der oftest er højere kilometertider for trailløbere.
Christina Hausgård har tidligere gennemført en halvmarathon på fladt terræn, mens Tina Dideriksen tilbage i 2021 gennemførte en Ironman. For at optimere deres løbetræning til de stejle bakker har begge derfor igennem fem måneder trænet og forberedt sig på at løbe i flere timer i stærkt kuperet terræn. Under trailløbet i Paris var det blandt andet et krav at man var selvforsynende med vand og energi. Ligeledes var der også krav til udstyr, som blandt andet indebar en løberygsæk, et overlevelsestæppe, en foldekop, og så videre. Mangel på obligatorisk udstyr ville betyde en tidsstraf eller en diskvalifikation.
Christina Hausgård gennemførte løbet på 4 timer og 19 minutter, mens Tina Dideriksen var 8 minutter hurtigere med tiden 4 timer og 11 minutter. Begge glade debutanter udtalte efter løbet at det var rigtigt hårdt, men også en stor oplevelse. Ved målområdet fik de danske løbere, helt tilfældigt, også hilst på nogle franske døve trailløbere, som også havde deltaget i løbet.
Løbetræner Lars Ryberg Vikkelsø klarede 45 km distancen med i alt 900 højdemeter fra Versailles slottet, gennem de kuperede skove til Eiffeltårnet. Lars Ryberg Vikkelsø kom nærmest direkte fra sygdomssengen til startsstregen, og gennemførte i tiden 5 timer og 53 minutter. Lars kunne også bekræfte at det var en hård tur hvor flere af bakkerne var temmelige stejle. Den sidste del af 45 km ruten var den samme som 30 km ruten.
I mål var der frisktappet øl og en plakat til alle løbere som gennemførte – i stedet for medaljer i bæredygtig træ som tidligere.
Det er anden gang DDI arrangerer dette løbeprojekt. Første hold kom desværre aldrig afsted i 2020, da corona lukkede Europa ned kort før holdets afgang til Paris.