Ny landstræner til fodbold

Dansk Døve-Idrætsforbund har i dag offentliggjort at der er sket en ændring i forbundets organisation, på det seneste har sekretariatet erfaret at opgaverne er vokset. Derfor er der behov for at tilføre ekstra ressourcer til sekretariatet, det bliver Per Sørensen, der fremover skal hjælpe til med forskellige opgaver for forbundet.

Det betyder at Per Sørensen dags dato stopper som manager for både herrefodbold og herrefutsal.

Forbundet og Per Sørensen har været i dialog om hvem der skulle være efterfølgeren, og valget faldt hurtigt på Morten Ulrik Kristensen. Per Sørensen tog derfor en snak med Morten Ulrik Kristensen og heldigvis for alle takkede han ja tak til jobbet som landstræner.

Fra venstre: Per Sørensen og Morten Ulrik Kristensen (Foto: Jens Luckenbach © Dansk Døve-Idrætsforbund)

Morten Ulrik Kristensen kommer til at overtage ansvaret for både herrefodbold og herrefutsal. Dog skal forbundet og Morten Ulrik i dialog om fremtiden for herrefutsal, om der eventuelt skal findes en anden træner der får ansvaret for futsal.

De næste mål for holdene er NBM i futsal i november 2020 og fodboldkvalifikationskampe i løbet af 2020 til Deaflympics i 2021.

Fra Dansk Døve-Idrætsforbund skal der lyde en stor tak til Per Sørensen for hans store arbejde for forbundet, samtidig ønsker vi ham en varm velkomst til forbundet i en ny rolle.

Vi ønsker desuden Morten Ulrik Kristensen tillykke med den nye titel og glæder os til samarbejdet fremover.

/AK

Del