I anden kamp i gruppe C tabte et sygdomsramt dansk landshold 8-0 til fodboldstormagten Ukraine ved EM i Tyrkiet.
Efter tirsdagens sejr over Serbien kom Danmark på overarbejde, da de onsdag eftermiddag mødte de forsvarende EM-, VM-og Deaflympicsmestre Ukraine.
I løbet af dagen meldte flere spillere fra til kampen, da hotellet i Antalya er ramt af en omgangssyge. Det betød, at hele fem nye spillere var at finde i startopstillingen i forhold til dagen før.
Den spillende landstræner, Jon Hesselberg, havde en defensiv gameplan før kampen, hvor han havde valgt at stille med en 5-4-1 formation. Gårsdagens ene målscorer William Thykjær fik tjansen alene på toppen. Og det blev lidt ensomt.
Det meste af spillet foregik i danskernes ende, og hvis det ikke havde været for en storspillende Mustafa Harmanci i buret, så havde Danmark været bagud langt tidligere end tilfældet. Det var en meget hård kamp for danskerne, og Uncas Zeuthen måtte lade sig udskifte efter bare 35 minutter med anfører Jason Rasmussen, som begyndte kampen på bænken.
Hele 40 minutter skulle der dog alligevel gå, før Ukraine fik listet bolden ind. Og efter første mål begyndte den Ukrainske målfest. Da holdene gik til pause fem minutter efter viste resultattavlen 3–0.
Anden halvleg
Da spillerne kom på banen måtte Jon Hesselberg lade sig udskifte med Christian Grotkjær, da den spillende landstræner var småskadet. Danskerne havde ikke meget at stille op efter pausen, og de få fremmødte danske tilskuere kunne se Ukraine få to straffespark og et hav af mål.
Selvom Nassor Salim kom på banen med et kvarter tilbage, så var der intet at stille op. Danmark fik en ordentlig en på sinkadusen. Heldigvis er Danmarks EM overhovedet ikke slut. På fredag møder Danmark Italien, I hvad der er gruppens finale.
Danmark møder Italien fredag klokken 09.30 dansk tid.
Find kampen på YouTube: @tiesfed