I weekenden d. 21.-23. februar samledes herrelandsholdet i futsal for sidste gang inden den vigtige EM-kvalifikation d. 12.-16. marts, og her havde de fint besøg fra en All Star-spiller. “Vi havde fokus på at finpudse de taktiske detaljer, så vi står stærkest muligt til de afgørende kampe i Serbien,” fortæller idrætsleder Anders Kirchheiner.
Samlingen var vigtig i udtagelsen af de 12 spillere, der skal repræsentere Danmark ved EM-kvalifikationen. Med 14 spillere i truppen var konkurrencen om pladserne større end længe set. “Det bidrog til en intens samling med futsalspil på et virkelig højt niveau,” siger Kirchheiner.
Fornemt besøg af All Star-spiller
Lørdag fik holdet besøg af Martin Retov, der i dag er cheftræner for AC Horsens i 1. division. Retov, der var med på All Star-holdet, som Danmark mødte i 2023, delte ud af sine erfaringer som spiller og træner. “Det var fantastisk at få besøg af Retov. Han gav en stærk peptalk og delte vigtige erfaringer, som kan hjælpe os i den kommende kvalifikation,” siger Kirchheiner.
Systemet hos EDSO og ICSD betyder, at landene kvalificerer sig til VM og Deaflympics via EM. Hvis Danmark ikke kvalificerer sig til EM i ved kampene i Serbien d. 12.-16. marts, vil der ikke være noget VM eller Deaflympics de næste par år for landsholdet. VM 2025 er en undtagelse, men i fremtiden vil VM-deltagelse afhænge af EM-kvalifikation. Skulle holdet misse kvalifikationen til EM 2026, vil næste mulighed for en slutrunde først være EM i 2030. “Vi spiller derfor ikke kun for EM-deltagelse – men for hele futsallandsholdets fremtid,” understreger Kirchheiner.

Næste gang de ses er i lufthavnen d. 12/3. Holdet er klar og glæder sig meget til de vigtige kval-kampe mod Ukraine, Ungarn og Skotland. Udtagelsen bliver offentliggjort på deafsport.dk, så hold øje med nyhederne.
Futsalherrerne kæmper for dansk succes på den internationale scene, og enhver støtte gør en forskel. I år kæmper de også for hjertepartnere: “Ethvert bidrag har kæmpestor betydning for holdet. Bliv hjertesponsor og hjælp os på vejen mod EM!” afslutter Kirchheiner.
Kontakt Anders Kirchheiner på kir@deafsport.dk for at høre om sponsormulighederne




