Herrernes futsalhold er fortsat på EM-kurs

Det danske herrelandshold i futsal for døve og hørehæmmede klarede sig fantastisk til EM-kvalifikationen i Grækenland i december 2021, hvor de blev nr. 3 i Gruppe F. Det er stadig uklart om holdet kan kvalificere sig som én af de bedste 3´ere og dermed altså alligevel kan komme med til EM i Montesilvano i Italien til oktober. En miniturnering der skal afvikles i Danmark til Marts, kan afgøre sagen.

Trekantsturnering kan bane vejen

Da futsallandsholdet spillede kvalifikationsturnering i Grækenland i december måned, skete der virkelig noget i forhold til Danmarks placering på den europæiske rangliste. Udgangspunktet var inden turneringsstarten en beskeden 19. plads ud af 26 hold. Det gik imidlertid så godt for holdet at Danmark rykkede 6 pladser op ad ranglisten til en 13. plads. Med avancementet gik holdet fra at have 120 europæiske ranglistepoint til at have 668, hvilket kan være afgørende for om holdet kan gå videre som én af de 3 bedste 3´ere i kvalifikationsturneringen.

Ved at deltage i officielle landskampe – herunder også venskabskampe – kan holdene optjene de vigtige ranglistepoint. Derfor er flere hold med Danmark som foregangsland i gang med at arrangere en såkaldt ”trekantsturnering”. Tanken er at tre hold deltager i en landskampsturnering, hvor hvert hold altså får 2 kampe. Disse kampe kan så, afhængigt af resultaterne, give holdene nogle europæiske ranglistepoint.

Får Danmark skrabet godt med point sammen i trekantsturneringen kan holdet overhale nogle af de andre 3´ere i kvalifikationsturneringen på den europæiske rangliste og dermed komme med til EM.

Den vigtige trekantsturnering bliver afviklet på dansk grund den 26. – 27. marts i Gilleleje.

Kamp imod unge talenter

Landstræner Thomas ”Sild” Rasmussen indledte træningen med at hilse på spillerne, hvoraf han ikke havde set flere af dem siden kvalifikationsturneringen i Grækenland i december. Han benyttede også lejligheden til lige at hilse på de nye ansigter i truppen. Thomas udtrykte stor glæde ved gensynet med spillerne og fortalte at han glædede sig til træningen og til trekantsturneringen i marts inden han gennemgik dagens program.

Landstræner Thomas “Sild” Rasmussen med et oplæg til spillerne. (Foto: Rasmus Munk © Dansk Døve-Idrætsforbund)

Herefter var det tid til at lade såvel bold som fødder tale, men inden skulle spillerne varmes op. Vanen tro lod landstræneren spillerne selv stå for opvarmningen. Anfører Jason Rasmussen tog taktstokken og havde et fint opvarmningsprogram klar.

Efter opvarmningen og frem til frokosten, stod menuen på nøje udvalgte øvelser og småspil. Målmandstræner Rasmus Munk havde også sammensat en særlig menu til holdets målmand Lars Laursen, der allerede havde godt med sved på panden inden der blev sluttet af med skudøvelser.

Efter frokosten var der ikke megen tid til fordøjelse. Landstræneren havde nemlig kamptræning på programmet resten af dagen. Til lejligheden havde Thomas samlet et udvalgt hold af purunge futsaltalenter, som måske ikke matchede de danske landsholdsspillere på fysik, men i den grad kunne være med på teknik, placering og spilforståelse.

Det blev til 3 gange 20 minutters kamp i højt tempo, med god intensitet og flotte tekniske detaljer samt masser af flotte mål.

– Jeg er meget tilfreds med det jeg har set. Vi har et godt hold. Det ser godt ud, sagde landstræneren efter kamptræningen med et tilfreds smil på læberne.

Han sluttede træningen af med at stille to fodtennisbaner op og lave en lille turnering. Ren hygge skulle man måske tro – men man fornemmede at der også her blev holdt et vågent øje med spillernes tekniske formåen fra landstrænerens side.

Spillerne gør sig klar til en omgang fodtennis. (Foto: Rasmus Munk © Dansk Døve-Idrætsforbund)

Tilbagevendt spiller

Blandt de for landstræneren ukendte ansigter, gemte sig et for holdet særdeles velkendt ansigt.

Ali Reza Shiripour, der ellers har kastet sin fodboldkærlighed over på dommergerningen, havde fundet vejen tilbage i den rød-hvide trøje og deltog i samlingen.

Ali-Reza tilbage i den rød-hvide trøje. (Foto: Rasmus Munk © Dansk Døve-Idrætsforbund)

Ali har tidligere været en fast del af såvel futsalholdet som 11-mands fodboldholdet, men siden fodbold-EM på Kreta i 2019, har han ikke spillet på landsholdet. Han er i stedet gået dommer-vejen, hvor han har dygtiggjort sig og nu dømmer på højt plan. Tilbage i november modtog han prisen “Årets Historie” under DBU Sjælland’s Dommer Awards 2021.

Men det kan være svært helt at slippe fodbolden og glæden ved at spille sammen med sine kammerater. Det har Ali også måttet sande og det var ikke svært at se glæden i hans ansigt over atter at være tilbage på landsholdet. Om det blot var en enkelt optræden i trøjen, vides ikke endnu, men den gamle måltyv kan endnu, det var tydeligt at se da han fandt vej til netmaskerne i træningskampen.

– Jeg er med i dag for lige at mærke efter og så må vi se, svarer Ali da han bliver spurgt om han er tilbage på landsholdet igen.

Landstræneren er lidt mere klar i mælet på spørgsmålet om spillertilgang til holdet:

– Der er ingen tvivl om at vi gerne vil have flere spillere til holdet, så har vi flere at vælge imellem, siger Thomas Rasmussen imens han pakker sammen efter en vellykket træningssamling.

Samlingen er den første af flere samlinger inden den vigtige trekantsturnering, der forhåbentligt sender Danmark til EM i Italien.

Del