Den 1. februar samledes 36 friske unge deltagere fra Norden, Tyskland og Litauen i den lille by Taghazout, lidt udenfor Agadir i Marokko, med ét mål, nemlig at stå på surfboard og ride på bølgerne.
Om morgenen den 2. februar fik vi en præsentation af personalet i campen, heriblandt vores surf-instruktører. Derefter fik vi alle sammen hvert et surfboard og dragt, og vi var klar til lære at surfe!
Stranden hvor vi surfer er kun få hundrede meter fra campen. Vi kunne med det samme mærke at byen Taghazout er en ægte surferby, eftersom der er rigtig mange surfshops, surfskoler og butikker, der kan reparere surfboard og dragter, samt rigtige mange surfere fra hele verden. Her er en fantastiske stemning her i byen, som er meget beroligende og afslappende.
På selve campen har vi det hele for os selv, og der er god udsigt til havet og byen fra campens tag. Herfra kan vi nyde solnedgangen hver aften – det er et fantastisk syn! Om aftenen slapper vi typisk af med spil og hygge. Blandt andet har Uno været meget populært indtil videre.
Hver dag får vi 2 timers undervisning af vores instruktører, og derefter er det fri surf for alle, som har lyst. Det har mange af deltagerne benyttet, og ellers har nogle taget en gåtur i byen, som er rigtigt hyggeligt.
De to første dage skulle vi lære forskellige basis ting, såsom hvordan vi skal stå på surfboardet, padle mod bølgerne, fange de rigtige bølger og så videre. Flere af deltagerne har haft stor succes med det, så det har været en positiv oplevelse for alle.
På tredje dagen, tirsdag den 4. februar, skulle vi lære at sejle langs bølgerne, hvilket hurtigt blev en udfordring for alle, især da bølgerne var en anelse større. Men alle bevarede det gode humør og viste masser af gå-på-mod. Om aftenen tog vi ud på den lokale strand for at samle affald op, i forbindelse med et event som kaldes for ”Beach Clean”, som har til formål at vise lokalbefolkningen at vi er bevidste om miljøet. Det er et godt initiativ!
I dag, onsdag den 5. februar, har vi en hviledag, hvor vi skal på udflugt til Paradise Valley, som er en dal oppe i Atlas-bjergene nord for Agadir. Vi skal vandre i ca. en time til dalen, der kan man bl.a. se et vandfald, bade i søen samt få frokost. Det glæder vi os meget til.
Vi har igen surfundervisning i morgen og fredag, på torsdag den 6. februar, har vi desuden mulighed for at besøge Souk i Agadir, som er et kendt marked. På lørdag vender vi snuden hjem til Europa.