De danske håndboldherrer var i dag mandag d. 9. maj kl. 1700 danske tid i kamp imod Tyrkiet. Det var en kamp, der skulle vindes, hvis danskerne skulle videre i turneringen efter det svidende nederlag til de kroatiske verdensmestre.
På papiret burde det have været en kamp, hvor danskerne havde en reel chance for at vinde og der var også optimisme at spore i den danske lejr inden kampen – blandet med en god portion nerver.
Da kampen blev fløjtet i gang, var det tydeligt at se at nerverne lige skulle lægge sig hos de danske spillere. Tyrkerne var kommet bedre ud til kampen og så stærke ud. De kom hurtigt foran med 3-0 og det kunne se ud som om de danske spillere slet ikke var kommet ud fra omklædningsrummet. De havde store vanskeligheder med at bryde igennem det tyrkiske forsvar, der stod stærkt.
Men der var alligevel noget hældt noget benzin i den danske tank og Jonas Kühn satte nøglen til tændingen startede motoren med en flot scoring til 3-1.
Nu virkede det som om danskerne var begyndt at vågne op og tænke ”nå, er det håndbold vi spiller”, for der blev i den grad spillet en seværdig gang af slagsen.
Marc Skou i målet hev flere gode og heroiske redninger frem fra gemmerne, herunder en flot dobbeltredning, hvilket holdt de hårdt kæmpende danskere inde i kampen.
De frustrerede tyrkere måtte således tage ulovlige metoder i brug for at holde danskerne fra at score – ”farvel, til dig kammerat” og 2 min på bænken til en vred tyrker.
Danskerne krigede så Holger Danske må have rørt på sig på Kronborg og de stadigt mere frustrerede tyrkere fik dommerne til at ty til lommen og hive det gule kort frem og give straffekast til Danmark.
Desværre fik Nicklas Kleczewski ikke scoret på den oplagte mulighed og så brændte det på i den anden ende, hvor tyrkerne fik bolden sendt forbi Marc Skou i målet til 4-1.
Nu skulle der justeres på tingene og landstræner Kim Moesby kaldte en dansk timeout efter 12 minutters spil.
Hvad der blev sagt i klyngen af danske spillere vides ikke, men det var i hvert fald trængt igennem til en utroligt godt spillende Emil Krupa, der scorede to kasser til stillingen 4-3. Danmark var igen med i kampen.
Danskerne lignede efterhånden vikinger på togt og der blev kriget om hver bold, men alligevel fandt tyrkerne vej igennem det danske forsvar og scorede til 5-3.
Efter en 2 minutters udvisning til tyrkerne lykkedes det en formidabelt spillende Nicklas Lejsgaard at reducere til 5-4. Scoringen så ud til at presse tyrkerne, der begyndte at lave flere og flere fejl og det udnyttede en oplagt og energisk kæmpende Emil Trillingsgaard, der bragte balance i regnskabet til 5-5. De rystede tyrkere så sig herefter nødsaget til at tage en timeout efter 17 minutters spil, men danskerne havde også gavn af timeouten og spillede intenst foran det tyrkiske mål. Det fik igen tyrkerne til at tage ufine metoder i brug og gav et straffekast til Danmark som Nicklas Lejsgaard sendte sikkert forbi den tyrkiske målvogter. Danskerne foran i kampen 5-6.
De to hold skiftedes herefter til at score og fulgtes ad til pausen med stillingen 9-9. Inden pausen var tilskuerne blevet underholdt af flot håndboldspil og mål af Jonas Kühn, Nicklas Kleczewski og Emil Trillingsaard. Det kunne være blevet til flere mål i begge ender, da Nicklas Kleczewski brændte et straffekast og Marc Skou måtte hive en konge-redning frem.
Efter anden halvlegs start havde danskerne flere gode forsøg, men afslutningerne sad desværre lidt for ofte lige på den tyrkiske målvogter. Emil Trillingsgaard og det danske fyrtårn Jonas Kühn fandt dog alligevel vej til netmaskerne bag den tyrkiske målvogter og fik bragt Danmark i front med en 2-måls føring på 9-11. Forinden føringen tog Marc Skou et straffekast samt den afslutning som tyrkerne fik på den efterfølgende ripost.
Den høj-oktane benzin, der var hældt på den danske vikinge-motor så herefter ud til at være brugt op – tanken var simpelthen tom og tyrkerne så ud til at have mere at byde på.
9 minutter inde i anden halvleg var der ikke mere at skyde med for danskerne. Tyrkerne sendte den ene bold efter den anden ind i det danske mål og løbet var reelt kørt ved stillingen 15-11. De efterfølgende danske mål – 4 stk. af Nicklas Lejsgaard, 2 af Nicklas Kleczewski og et af Emil Krupa bidrog kun til at pynte på kampens endelige resultat 28-18 til tyrkerne.
Det blev til 39 gode danske minutter som spillerne kan tage med til deres næste kamp imod Ghana, der spilles den 11. maj kl. 2100 dansk tid.