Håndbold: Herrerne bliver nr. 5

De danske håndboldherrer var i dag torsdag den 12. maj kl. 1700 dansk tid i kamp om 5. – 6. pladsen. Dagens modstander i kampen var Kenya, der gerne skulle kunne slås, men alt kan ske i håndbold.

Danmark skulle vinde kampen, hvis de skulle have en fornuftig placering med hjem. En 5. plads ville være et godkendt resultat for det unge hold, der stadig er i en udviklingsfase.

Kenyanerne havde imidlertid ikke tænkt sig at lægge sig ned for danskerne; men ligge ned måtte en af de kenyanske spillere alligevel efter at pareret et hårdt skud fra Jonas Kühn med ansigtet. Lyden af bolden der ramte den arme kenyaner, gav genlyd i hele hallen – ikke noget at sige til at han lige skulle ud og sunde sig på bænken.

Kenyanerne kæmpede for sagen og de fik da også bragt sig foran med 0-1, men det var også det eneste tidspunkt i kampen, for danskerne lukkede dem ikke ind.

Kenya kæmpede og kom kun foran en gang med 1-0. Derefter løb danskerne langt foran kenyanerne. Foto: Alexander Grue Thomsen

Jonas Kühn mente at han nok hellere måtte ramme målet fremfor afrikanske hoveder, så han sendte det udlignende mål forbi den chanceløse kenyanske målmand til 1-1.

Herefter mente Mads Jensen at det var hans tur til at udplacere den kenyanske målmand så han knaldede den ind til 2-1.

De kenyanere var ikke sådan at ryste, så de løb da bare ned i den danske ende og fik sendt bolden forbi en ellers oplagt og velspillende Marc Skou, der allerede havde sat et par fine fodparader ind på CV´et. 2-2.

Så er det jo godt at Danmark har den hurtige og målfarlige playmaker Nicklas Kleczewski, der inden kampen virkede beskeden når han svarede på spørgsmålet om hvor mange mål han forventede at score – han mente nok en fem stykker. Den stime fik han taget hul på med målet til 3-2.

Emil Trillingsgaard Stabel ville også med i målstatistikken og hamrede bolden ind til 4-2.

Emil Krupa, der i danskernes forrige kamp havde svært ved at finde melodien og få scoret, fik nu endelig hul på bylden og sendte bolden ind til 5-3. 

Inden dommerne fløjtede til pause, blev tilskuerne forkælet med mål 3 mål af Nicklas Kleczewski, 2 mål af Mads Jensen, 2 mål af Emil Trillingsgaard Stabel, 1 af Christian Tyrrestrup og 1 af Simon Kjær. Danskerne kunne således gå velfortjent til pause med en føring på 14-9.

Kenya forsøgte at fjerne harpisken på bolden ved at bruge talkum pulver. Men det hjalp ikke på danskernes greb på bolden. Foto: Alexander Grue Thomsen

Om det var det talkum som de afrikanske spillere sneg sig til at hælde på bolden for at gøre den mindre harpiks-klistret eller de bare havde fået en god pep-talk af træneren vides ikke; men de kom i hvert fald godt fra start i 2. halvleg og fik kæmpet sig op på siden af danskerne til stillingen 14-13.

Det kunne de danske spillere alligevel ikke have siddende på sig og træner Kim TN Moesby kaldte en timeout. Så blev der strammet op på tingene og danskerne fik styr på forsvaret, ligesom den indskiftede mand i målet, Mustafa Harmanci, begyndte at hive nogle gode redninger frem. 

Herfra stod der Danmark på det hele og målene peb ind om ørerne på den kenyanske målmand. Vi blev forkælet med 4 mål af Nicklas Kleczewski, 3 mål af Nicklas Lejsgaard, 1 mål af Emil Krupa, 1 mål af Emil Trillingsgaard Stabel, 1 mål af Jonas Kühn, 1 mål af Mads Jensen og Anders Biro lukkede ballet med kampens sidste scoring til resultatet 26-18 til Danmark.

Playmakeren Nicklas Kleczewski blev dansk topscorer med 8 mål. Foto: Alexander Grue Thomsen

Kampens top-scorer blev Nicklas Kleczewski, der var flyvende inde på banen og sendte bolden i nettet 8 gange i kampen, der gav Danmark en plads som nr. 5 til Deaflympics. Godt gået Danmark!!  

Del