Håndbold: Dansk målfest i kampen mod Ghana

Se sejrsvideo nederst

De danske håndboldherrer var i dag onsdag den 11. maj kl. 2100 dansk tid i kamp i deres sidste puljekamp imod Ghana. Det var på ingen måde en modstander som danskerne var bange for at skulle møde, idet holdet ikke har spillet håndbold særligt længe og Ghana ikke har tradition for at spille håndbold.

Efter de brasilianske dommere havde fløjtet kampen i gang var der ikke gået mere end 36 sekunder før ghaneserne måtte undvære en mand på banen, idet han fik en 2 minutters udvisning. Spillere havde ghaneserne ikke for mange af i forvejen på bænken, faktisk havde Ghana kun en udskifter med, men nu havde han så en at tale med – i hvert fald i to minutter. Om de to på bænken overhovedet kunne tale sammen om håndbold var ikke helt sikkert, for ghaneserne havde så få håndboldspillere med til Brasilien, at de måtte låne 3 volleyball spillere og tage med til kampen.

Den manglende håndbolderfaring og spillere til trods, så lykkedes det ghaneserne at bringe sig foran 0-1 efter Nicklas Lejsgaard havde brændt straffekastet, der var udløst af 2 minutters udvisningen.

Minsandten om ikke de kæmpende afrikanere lykkedes med atter at få bolden sendt ind bag Mustafa Harmanci i målet og bragt sig foran med 0-2.

Så stoppede festen for afrikanerne også dér, for så startede en målfest for danskerne. Det hele blev sat i gang af Emil Trillingsgaard Stabel med reduceringsmålet til 1-2 og så fulgte dagens top-scorer, Nicklas Lejsgaard trop, med 3 scoringer på stribe til stillingen 4-2 til Danmark.

Man kan ikke sige at ghaneserne gik i for små sko, for flere af spillerne begyndte at tabe skoene inde på banen. Det var imidlertid ikke kun skoene de tabte, men også hovedet. Én af de ghanesiske spillere fik direkte rødt kort for at hive Anders Biro i skudarmen – nu var der for alvor tomt på den ghanesiske bænk og resten af kampen (50 min) måtte de spille uden udskiftere.

Det efterfølgende straffekast skulle eksekveres af Nicklas Lejsgaard, der virkelig skød med skarpt i dag. Han sendte køligt bolden imellem benene på den tydeligt nervøse målmand og udbyggede både sin scoringsstime og Danmarks komfortable føring til 5-2.

Jonas Kühn, der var en af de 3 mest scorende i kampen ville også være med til målfesten og sendte bolden i kassen til 6-2.

Kampen udviklede sig herfra til en ensidig affære, hvor danskerne fik holdt skudarmen i gang og scoret en masse mål.

Krudtet så ud til at være blevet vådt for Nicklas Lejsgaard når han skulle skyde straffe, for der var scoringsprocenten ikke så god for ham. Alligevel blev han noteret for i alt 11 mål og blev kampens top-scorer.

Emil Trillingsgaard Stabel fik også svunget skudarmen godt og grundigt de 8 gange han fandt vej til netmaskerne i hele kampen.

Det danske fyrtårn Jonas Kühn gav bestemt også sit bedrag til målfesten med sine i alt 7 mål.

Christian Tyrrestrup kom på måltavlen 5 gange i kampen efter at han flere gange stod helt fri inde på stregen.

Den altid målfarlige playmaker Nicklas Kleczewski så ud til at blive sparet lidt i kampen, men han fik alligevel kastet bolden i kassen 4 gange.

Anders Biro, Simon Kjær og Mads Andreas Jensen var alle tre, enige om at bidrage med 2 mål hver til den målrige kamp, der endte med i alt 41 danske scoringer imod ghanesernes beskedne 7.

Målmændene fortjener også at blive nævnt i denne artikel – ikke mindst den ghanesiske, der i en enkelt situation havde glemt at han godt måtte tage med hænder. Han tog i stedet bolden med sine ædlere dele og det efter en hård dansk afslutning – mon ikke han beder om at få en skridtbeskytter i julegave næste gang?!!

Både Mustafa Harmanci og Marc Skou stod godt inde i det danske mål, hvor de begge hev dobbeltredninger op og reddede straffekast.

Det var masser af overskud på det danske hold, også til fairplay, som da træner Kim TN Moesby, tilbød den ghanesiske målmand en skridtbeskytter efter føromtalte ”klokke-kast” – stor respekt skal han have for at takke nej til tilbuddet. Da den samme målmand måtte udgå med en skade, havde den ghanesiske træner ikke flere spillere han kunne sætte ind, så en markspiller måtte tage målmandstrøjen på og spille resten af kampen i kassen. Igen udviste den danske trænerbænk fairplay og tog en spiller ud, så de to hold havde lige mange spillere på banen.

Fairplay eller ej, så vinder Danmark kampen 41-7 og skal i morgen den 12. maj kl. 1700 spille kampen om 5.-6. pladsen imod Kenya.

Del