Futsalherrerne modtog gode nyheder fra ICSD sidste uge. Holdet kvalificerede oprindeligt ikke direkte til VM efter EM-slutrunden i Italien sidste oktober men grundet frafald, har de nu fået en reserveplads til VM.
VM i Futsal afholdes d. 10.-19. november 2023 i Sao Jose dos Campos, nær Sao Paulo i Brasilien. I samme anledning kan DDI meddele, at vi har indgået kontrakt med landstræner Michael Stampe Springborg og assistenttræner Thomas Hessellund. Begge herrer ankommer til forbundet fra Lystrup Futsal.
Hos DDI er vi utroligt glade og spændt på den nye duo, som kommer til at løfte niveauet for futsallandsholdet frem mod VM 2025 på hjemmebane. Eliteidrætskonsulent Eetu Keski-Levijoki udtaler:
“Jeg er utroligt glad for at vi har fået to rutinerede futsalseksperter på liganiveau. DDI er en ambitiøs organisation, og vi vil tilbyde de bedste muligheder for vores landsholdatleter. Aftalen passer godt med DDI’s nye strategiplan, der skal være med til at løfte os sportsligt. Jeg blev imponeret over Lystrups spil, da jeg ledte efter de rigtige trænerkandidater for futsalslandsholdet. Derfor er jeg stolt af, at Michael og Thomas har takket ja til vores tilbud efter nogle gode samtaler.”
Michael har ført Lystrup til DM-finalen i 2020, og de sidste tre år har Lystrup som minimum spillet semifinale. Resultaterne taler for sig selv. Futsalsherrerne har gjort det rigtigt godt indtil videre, men det sidste skridt er endnu ikke opnået. Vi er sikre på, at Michael og Thomas kan bidrage med god erfaring såvel som positiv energi. Det hele ser især godt ud, fordi alle i staben fortsætter i deres nuværende roller.
Eetu tilføjer: “Det største mål er naturligvis VM 2025 på hjemmebane i Vejle. Men jeg regner allerede med at se gode resultater i Brasilien, og holdet kommer til at rykke nærmere på internationale topniveau. Vi skal arbejde hårdt for at opnå gode resultater. Der er ingen genvej til lykke uden sved og tårer.”
Præsentation af Michael Stampe Springborg, landstræner
“Mit navn er Michael Springborg og jeg er 45 år gammel. Jeg er gift med Maria, som jeg har 2 piger sammen med, Josephine og Isabella, på hhv 18 og 15 år.
Til dagligt er jeg ansat som forretningschef ved Q8 Danmark, hvor jeg har været ansat i 23 år.
Jeg har de seneste 4 år været cheftræner for Lystrup Futsal. I indeværende sæson er jeg trådt tilbage som cheftræner og har overtaget rollen som ass. træner i stedet for.
Jeg kom ind i futsal som et ubeskrevet blad. Jeg har altid spillet både fodbold og håndbold igennem livet, men futsal var en ny og spændende sport, som jeg startede med at følge med i fra 2017. Jeg har lært meget igennem de sidste 6-7 år og har i min trænerkarriere indenfor futsal ført Lystrup til DM-finalen i 2020, hvor vi tabte med mindst mulig margin til Futsal Gentofte.
Jeg har en stor drøm om at få Danmark op på den store scene i futsal. Vi er en lille og forholdsvis uprøvet nation, men potentialet for store og flotte resultater er bestemt til stede, for der er et enormt talentpotentiale i Danmark.
Jeg vil med min erfaring fra Danmarks bedste futsalrække forsøge at bringe nye og spændende variationer ind i landsholdets nuværende setup. Min filosofi er bygget op omkring offensivt spil med masser af fart og kynisme. Jeg glæder mig helt enormt meget til at hilse på spillere og staben omkring holdet samt ledelsen i DDI. Jeg er sikker på at vi går en stor og spændende fremtid i møde!”
Præsentation af Thomas Hessellund, assistenttræner
“Mit navn er Thomas Hessellund, og jeg er 25 år gammel. Min futsal “karriere” startede i 2013 i Lystrup Futsal, hvor vi som u17 skulle prøve noget andet end bare at spille normal indendørs fodbold. Vores udendørsmålmand havde ikke lyst til at stå på mål i futsal, så da jeg tidligere har stået på mål i håndbold, prøvede vi lykken med at smide mig på mål. Vi gik så hele vejen og vandt DM-guld. Året efter begyndte jeg at stå på mål for vores ligahold og har gjort det lige siden. I 2016 vandt jeg DM guld med vores u19-hold og samme år fik Lystrup Futsal seniorhold bronze. Efter det år samlede vi os som hold igen, og endte med at vinde DM-sølv i 2020. Desværre rev jeg mit korsbånd over i september, og derfor besluttede jeg mig at gå trænervejen.
Mit mål med det her projekt er, at vi skal udvikle os som hold. Jeg har for eksempel en klar idé om, hvordan vi skal arbejde med målmændene, og med mine mange års erfaring har jeg en masse, som jeg gerne vil give videre. Jeg har altid været meget involveret i spillet, så jeg glæder mig også meget til at bidrage til markspillet.”
Anders Kirchheiner, idrætsleder i futsal,
“Herrefutsal-landsholdet har i de seneste år været igennem en flot udvikling, hvilket blev bevist ved EM-slutrunden i Italien i efteråret 2022, hvor holdet bl.a. fik vist sig frem på den øverste internationale scene med en tæt kamp mod de regerende europa- og verdensmestre fra Spanien. På trods af resultatet ved EM-slutrunden i Italien ikke endte med en placering i top 12, viste slutrunden at vi spilmæssigt er forud for den plan, der er lagt for holdet. Det helt store mål for herrefutsal-landsholdet er nemlig VM i Danmark i 2025, og det var ikke forventningen at vi allerede i 2022 kunne spille op med de regerende europa- og verdensmestre fra Spanien.
Den flotte udvikling har stillet større krav til vores søgning efter det nye landstrænerteam, der skal arbejde videre med holdet hen mod de kommende to VM-slutrunder i hhv. Brasilien i 2023 og i Danmark i 2025. Vi har haft et ønske om at tilføje herrefutsal-landsholdet kompetencer fra den øverstmulige hylde, og derfor glæder det os rigtig meget, at det er lykkedes at lande en aftale med Michael Stampe Springborg og Thomas Hessellund.
Med tilgangen af Michael og Thomas får vi styrket vores trænerteam med viden og erfaring fra det allerhøjeste niveau i Danmark. De har i de seneste år været vant til at spille semifinaler og finaler med Lystrup Futsal, som de har været med til at udvikle til et tophold i den danske futsalliga, og de kommer derfor uden tvivl med en vindermentalitet og en faglig ballast, som vil kunne løfte vores herrefutsal-landshold op på det næste niveau.
Det nye landstrænerteams næste mål bliver VM i Brasilien til november. Til april mødes holdet til den første af seks samlinger hen mod VM-slutrunden, men hvor det fortsat er VM på hjemmebane i Danmark i 2025, der er herrefutsal-landsholdets store målsætning.”
Skrevet af Eetu Keski-Levijoki og redigeret af Ditte Vind