Der var lagt op til at det skulle være debutanternes kamp, da de danske futsalherrer skulle spille imod Skotland i torsdagens EM-kamp i Italien. De rutinerede kræfter på det danske hold havde mange minutter i benene fra de foregående 3 kampe og trænerteamet var blevet enige om at de spillere som ikke havde fået så meget spilletid skulle bruges i dagens kamp, men selvfølgelig ikke på bekostning af en vigtig dansk sejr.
Danmark og Skotland havde nemlig den vigtige 13. plads at spille for, idet den potentielt kan betyde en VM-billet til Brasilien, hvis et af de 12 kvalificerede hold skulle gå hen at melde afbud eller at Europa bliver tilbudt en ekstra plads.
De danske vikinger skulle altså hoppe i langbådene, ro til og hamre stridsøksen lige ned i de skotske VM-drømme.
Om skotterne var blevet gjort opmærksomme på at danske vikinger før har plyndret dem vides ikke, men de startede i hvert fald nervøst og gav danskerne plads til at spille bolden rundt. Efter 4 minutters dansk pres lykkedes det danskerne at få fremtvunget et skotsk selvmål – det lysnede i den danske lejr med en tidlig føring. Sekunder efter scoringen blev en yderst motiveret, opsat og velspillende Yasin Hida skudt afsted på en friløber, men en skotsk spiller valgte at trække i nødbremsen for at få ham forhindret i at bygge på den danske føring – dommerdouen kvitterede med et gult kort til skotten for den beslutning. Det begyndte at se godt ud for danskerne og efterhånden lignede de det vikinge-hold som vi kender.
Men snart fik sækkepiben en anden lyd, for skotterne havde bestemt ikke tænkt sig at give op og bøje sig for overmagten. Tankerne blev ledt hen på en barsk Mel Gibson som William Wallace i filmen Braveheart da de med 8 minutter tilbage af 1. Halvleg fik sendt bolden ind bag Mustafa Harmanci i det danske mål og udlignet til 1-1. Meget kan siges om skotterne, men fighterhjerte, det har de.
De danske vikinger havde heller ikke glemt hvordan man fighter. En af dem, der udøvede den disciplin til fulde var “Terminator” Marcus Sandell, som var fast besluttet på at gribe den chance for spilletid som landstræner Thomas “Sild” Rasmussen havde givet ham. I sekunderne efter den skotske udligning takkede Marcus for tilliden ved at sende bolden ind bag den skotske keeper og vise at han fortjener mere spilletid. 1-2 til Danmark.
Skotterne havde imidlertid stadig ikke tænkt sig at give op og det fortjener de ros for. Kort tid efter den danske scoring får de kæmpet sig til en friløber og Yasin Hida må gå til stålet for at få stoppet den skotske spiller – lidt for voldsomt ifølge dommerne, der hive oste-maden frem.
Med 5 minutter til pausen er “Terminator” Marcus Sandell igen på pletten og bringer Danmark i front til 1-3, en stilling, der holder indtil pausen.
Om skotterne havde spist Haggish og drukket malt-whiskey i pausen vides ikke, men de kom i hvert fald stærkt ud på banen efter pausen. I det første minut vekslede de en dansk fejl til en reducering til 2-3. 6 minutter senere er de igen på pletten og får udlignet til 3-3. Hornene på de danske vikingehjelme så efterhånden ud til at hænge lidt og man kunne frygte at der var kommet huller i langbådene.
Efter et fremragende opspil fra Yasin Hida, spændte Ali Dia imidlertid sin vikingehjelm fast og hakkede øksen i skotterne med et flot mål til 3-4.
Med 7 minutter igen slår skotterne tilbage og sender et langskud ind bag en chanceløs Lars Laursen i det danske mål. Udligning til 4-4. Minuttet efter er skotterne igen nede og snuse ved det danske mål og et hårdt skud bliver rettet af af en dansk fod, der sender bolden i eget net. Nu er det pludselig skotterne, der
har bragt sig i front med 5-4. Vikingerne skulle virkelig ro til nu, hvis de skulle være blandt de 13 bedste hold.
Den 16-årige debutant Omar Hatab fik rettet på hjelmen og tog øksen frem fra bæltet. Århusianeren sendte resolut bolden ind i det skotske mål og fik bragt balance i regnskabet med udligningen til 5-5. Puha sikke en gyser – skulle tingene igen ikke gå danskernes vej!?
Jo, det skulle det da! For hvem andre end Yasin Hida kunne få den danske bænk til at bryde ud i vild jubel, da han 6 sekunder før tid hamrer bolden i kassen til slutstillingen 5-6 til Danmark.
Se billeder fra kampen her.
Danmark spiller kamp igen i morgen fredag, hvor Polen er dagens modstander. Vinderen af denne kamp bliver nr. 13 og taberen nr. 14. Så Danmark kan nu ikke slutte lavere end nr. 14.
KOM SÅ DANMARK – VI SKAL HAVE DEN 13. PLADS!!