Landskabet i Søhøjlandet er karakteriseret af store skove, små enge, omgivet af store bakker og søer, som hænger sammen med Gudenåen. Silkeborgskovene er et meget populært sted for både orienteringsløbere, trailløbere og alle andre motionsløbere. Da der denne gang var færre end 16 deltagere, som er et minimumkrav, for at kunne bruge Castberggård, valgte vi derfor at flytte arrangementet til Team Danmarks træningscenter i Silkeborg.
Det blev en rigtig god løbeweekend for alle fire deltagere, som fik både personlig og nærværende vejledning af træner-teamet. Teamet var denne gang ”Bliv en bedre løber”, hvor der blandt andet var fokus på hvordan man tænker og planlægger sin løbetræning. Derudover blev der løbet bakketekniktræning, hvor løberne lærte at løbe op og ned af store bakker på en effektiv måde. Deltagerne fik også en instruktion i orienteringsløb, og derefter prøvet at finde vej i mørket ved hjælp af et kort og en pandelampe. Det gik så godt, at deltagerne efterfølgende løb en ekstra tur i mørket. Udover at løbetræne og at høre foredrag, var der også lidt tid til hyggelig social samvær med spil osv. Weekenden blev rundet af med en lang løbetur i snevejr i Søhøjlandet.
DDI’s “Løbeweekend for alle” startede som et årligt arrangement tilbage i januar 2018, hvor landstræner Lars Ryberg Vikkelsø arrangererede en åben træningssamling for alle, for at give andre en mulighed for at træne sammen med landsholdet og prøve orienteringsløb – blandt andet for at kunne rekruttere flere døve og hørehæmmede løbere til orienteringsløb. Det er siden blevet omdøbt til “Løbeweekend for alle løbere” – med plads til løbere på alle niveauer og med forskellige løbeinteresser; også løbere der gerne vil fokusere mere på evt. trailløb eller andet langdistanceløb (dvs. alle distancer fra 5km og opefter).
Løbeweekenden ligger derfor typisk i januar måned, hvor orienteringslandholdet ikke har så travlt med forberedelser til et større mesterskab, at både landstræneren og andre erfarne orienteringsløbere har en mulighed for at hjælpe mindre erfarne løbere eller eventuelt nybegyndere. Derudover giver løbeweekenden også en mulighed for døve og hørehæmmede kan mødes, være sociale, blive inspireret og/eller få fornyet motivationen til træning, med nye målsætninger.
I weekenden blev der under evalueringen talt om at arrangere flere løbeweekender fremover, forskellige steder i Danmark – for eksempel på Sjælland eller eventuelt andre steder i Jylland.