Døvelandsholdet til åbningskamp for EM 2020 på Ofelia Plads

På fredag den 11. juni deltager 16 spillere og træner/ledere fra DDI’s herrelandshold i fodbold til åbningskamp i forbindelse med EM i København på Ofelia Plads. Åbningskampen er en 12-timers kamp, som forløber fra kl 6.00-18.00. Her vil mere end 600 spillere i løbet af dagen skulle spille halvlege á 20 minutter på banen midt i Football Village. DDI’s landshold skal spille fra kl 10-10.20.

De flere end 600 spillere, der i løbet af dagen stiller op for de to hold på banen midt i Football Village, lægger hver især fokus på FN’s Verdensmål. Spillerne, der repræsenterer klubber, foreninger, de danske landshold, kulturlivet, sundhedsmyndighederne, videnskaben og Christiansborg, stiller op for et verdensmål, der betyder meget for dem og repræsenterer på den måde dansk foreningsliv, fodbold-Danmark og den danske kulturscene på bedst mulig vis, mens de kæmper for forandring og udvikling. Her vil Preben Elkjær, Michael Laudrup og mange flere deltage.

Kort om Football Village på Ofelia Plads

I forbindelse med EM 2020 byder Football Village på Ofelia Plads på daglige aktiviteter for alle aldre i 31 dage med alt fra yoga, kulturevents, koncerter og fodboldkampe på storskærm. Hold øje med det fulde program på: https://www.copenhageneuro2020.dk/events/

I starten af juli er DDI’s herrelandshold i fodbold tilbage med to aktivitetsdage den 5. og 6. juli for besøgende i Football Village.

Del