Det blev nogle nervepirrende og intense sekunder hen imod slutningen af søndagens EM-kamp i futsal, da det danske herre-landshold for døve og hørehæmmede spillede uafgjort imod Tjekkiet i Montesilvano i Italien.
Selvom det danske mandskab tidligere, i den såkaldte trekants-turnering, havde slået tjekkerne overbevisende, så blev det en meget tæt affære da de to hold tørnede ud på banen søndag kl. 10:00. Inden kampen, havde landstræner Thomas “Sild” Rasmussen været ude at se Tjekkiets første kamp imod Spanien og kunne konstatere at det på ingen måde var det samme hold, som danskerne tidligere havde slået – det var nogle andre spillere og de var markant bedre.
Der var derfor i trænerteamets taktiske oplæg lagt stor vægt på ikke at undervurdere det tjekkiske hold, der i deres første kamp kun havde tabt med et enkelt mål imod Spanien.
Tjekkerne startede kampen godt og formåede at lægge et hårdt fysisk pres på de danske spillere. Trænerbænken så frustrerede til, da tjekkerne gang på gang gik på kroppen og spillede hårdt uden at dommerne viftede for de åbenlyse frispark, der blev begået imod danskerne. Klogt valgte de danske spillere at lade være med at spille med på unoderne og der kom da også langt om længe et par kendelser i dansk retning efterfulgt af et par gule kort.
8 minutter inde i kampen står danskerne og sover ved bagerste stolpe og tjekkerne bringer sig i front med 1-0. Nu skulle der noget ganske særligt til. Dette særlige kom 4 minutter senere, da holdets “Torden-fod”, Mads Gotfredsen, direkte på et frispark lige ved feltet, sendte et lyn ind bag den chanceløse tjekkiske målmand. 1-1 og Danmark med i kampen igen.
Med 5 minutter igen af første halvleg formår tjekkerne at score til 2-1 og holde føringen frem til pausen.
Efter pausen forsøgte de hvidklædte danskere at finde hullerne i det kompakte tjekkiske forsvarsspil, men de stod godt på banen og der var langt imellem det flydende og kreative spil, det var svært at se hvor de danske mål skulle komme fra. Med små 5 minutter tilbage af kampen skete det der ikke måtte ske – en sjælden dårlig clearing løber forbi Mustafa Harmanci i målet og tjekkerne bringer sig foran 3-1. Nu så det virkelig sort ud for danskerne.
Blot 20 sekunder efter den tjekkiske scoring var Yasin Hida fast besluttet på at vise at Danmark ikke så let giver op, da han sendte bolden i nettet til 3-2. Det danske kombinationsspil var pludselig kommet frem igen og det blev til flere gode danske muligheder, inden den danske trænerbænk kaldte en timeout med 3 minutter tilbage af kampen.
Beskeden fra “Sild” var klar:”vi skal op og lægge pres på nu gutter – kom så vi kan stadig vinde denne her!”
Jason Rasmussen havde i den grad lyttet efter og med 2 minutter igen, brød den danske bænk ud i vild jubel, da han sendte bolden i kassen til 3-3. Danskerne havde bestemt ikke tænkt sig at give op og der blev kæmpet til allersidste bloddråbe.
Kun 10 sekunder efter den danske udligning er “fyrtårnet” Søren Bøgsted på pletten og sender Danmark i ekstase med en flot scoring til 3-4. Det ligner en dansk sejr.
Nu skulle de sidste minutter bare overstås og føringen holde hele vejen hjem, men tjekkerne ville det anderledes. Med 1 sekund igen sker det eneste der ikke må ske. Tjekkerne får spillet en lang bold ud på kanten og har et godt løb ned imod det danske mål, da Ali Dia vælger at trække i nødbremsen. Desværre for Ali har han et gult kort i forvejen og må frustreret inkassere sit andet gule kort efterfulgt af et rødt.
På det efterfølgende frispark mangler der en mand i opdækningen foran det danske mål og tjekkerne får lige akkurat prikket bolden ind i målet bag de danske spillere, der kaster sig heroisk for at redde bolden på stregen. Dommeren dømmer trods massive danske protester mål og vinker kampen af til resultatet 4-4.
Danmark har nu 4 point i de to første kampe inden holdet mandag kl. 15:30 møder Spanien, der topper gruppen efter deres sejr over Polen. Der er bestemt lagt op til endnu en intens og nervepirrende kamp.
Se billeder fra kampen mod Tjekkiet her.