Danmark åbner ballet – legene er begyndt!

De røde faner var blevet skiftet ud med flag fra 77 forskellige nationer, da det 24. Deaflympics blev åbnet i Caxias do Sul i Brasilien den 1. maj – på arbejdernes internationale kampdag. Det var imidlertid ikke kamp og øl i Fælledparken, der var på programmet, men snarere fred, fordragelighed og venskaber på tværs.

Stemningen ved åbningen var højt, og der blev taget selfies og hilst på andre atleter. Foto: Philip Nielsen

Over alt sås glade ansigter blandt de mange nationers udvalgte deltagere, som skulle gå indmarch til den flotte åbningsceremoni. Det var således også 15 stolte, glade og forventningsfulde udvalgte danskere fra Denmark Deaflympic Team, som det danske medie-hold mødte inden de blev kaldt ind i den fyldte hal, der kogte af god stemning fra de mange tilskuere.

Blandt de danske deltagere var der to med lidt ekstra sommerfugle i maven, nemlig Deaflympics-debutanterne, Malene Elefsen(håndbolddamerne) og Mustafa Harmanci(håndboldherrerne). De skulle for første gang med Dannebrog, båret i front af Trine Kassendrup(håndbolddamerne), være med til at åbne et Deaflympics

I venteområdet, hvor alle landenes deltagere opholdt sig inden indmarchen, blev der i den grad skabt relationer på tværs. Overalt blev der taget selfies, krammet, givet ”high-fives” og talt tegnsprog på kryds og tværs. Det var svært at forstå at alle disse glade mennesker, som alle så ud til at være bedste venner, om få dage vil blive konkurrenter.

På en storskærm i den store hal talte et ur ned til åbningen og da det nåede nul, gik festen i gang med høj musik og dans. Efter en kort dansekoreografi kom dette års maskot, Nino, som er en ringhalet næsebjørn dansende ind i hallen til stor jubel for tilskuerne.

Herefter steg jubelen yderligere, da landene enkeltvist blev kaldt ind i hallen.

”Denmark!” Endelig kom turen til de danske atleter, der i deres flotte rød-hvide tøj og med et kæmpe Dannebrogsflag i front gik vinkende ind i hallen og modtog tilskuernes hyldest og klapsalver med brede og stolte smil.

Deaflympics begyndte så snart danskerne gik ind i arenaen foran flere tusinde jublende tilskuere. Foto: Philip Nielsen

Blandt de jublende tilskuere i hallen var viceambassadør Mette Strand Gjerløff og hendes mand Carsten Utoft Nieemann, der var klædt på til lejligheden i samme flotte trøjer som atleterne.

Hvad de senere mange taler til åbningsceremonien omhandlede, nemlig fælleskab, sammenhold, respekt og fred, blev tydeliggjort i en sådan grad at denne artikels forfatter måtte synke en klump og fik tårer i øjnene, da de Ukrainske deltagere blev kaldt ind i hallen. Tilskuerne jublede så taget var ved at lette og alle rejste sig op og klappede ad de tydeligt rørte ukrainere, som bar på et ukrainsk flag med teksten ”stop war”.

Da alle de deltagende lande var på plads, fulgte nogle flotte koreograferede danseoptrædener med masser af symbolik, der relaterede til døves kamp for accept og rettigheder i samfundet.

Dernæst var det tid til en lang række taler af prominente personer fra såvel den døvesportslige verden som den politiske. Af de mere specielle taler var den af den brasilianske 1. dame/præsident frue, der holdt sin tale på tegnsprog, hvilket hun har lært fordi hun har døve forældre.

Slutteligt blev den olympiske ild båret ind i hallen, hvor den nu vil brænde resten af det 24. Deaflympics.

Foto: Philip Nielsen

Del